»Vi har nedlagt undervisningen«, sagde en stakåndet gymnasieelev i min telefon i går. Han var en blandt mange elever og studerende, der ringede for at gøre Politiken opmærksom på de utallige aktioner og demonstrationer landet over.
Fraset at det er svært at nedlægge et gratis tilbud om uddannelse, er signalet sådan set klart nok. Elever og studerende reagerer, støttet af over 20 fagorganisationer, mod, at grønthøsteren om bare to måneder skal køre over alle statslige uddannelser og år for år skære to procent af udgifterne til alle uddannelser, der følger efter folkeskolen.




























