Venstre vil flytte de kommunale 10. klasser til erhvervsskolerne. Men elevforeningen Danske Skoleelever mener, at det vil begrænse elevernes valgmuligheder.
»Vi er glade for, at Venstre vil gøre noget ved de kommunale 10. klasser, det har vi også foreslået. Men vi mener ikke, at man skal flytte dem alle ud på erhvervsskolerne«, siger Jakob Bonde Nielsen, formand i Danske Skoleelever.
»Der er mange elever, der tager 10. klasse for at tænke over, hvad de har lyst til at vælge af ungdomsuddannelse. Og den tænketid, er vi bange for, vil blive svækket, hvis man skal over på en erhvervsuddannelse«, siger han.
Ifølge Venstre skal tiltaget få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Og så mener skoleordfører Anni Matthiesen (V), at de kommunale 10. klasser skal blive bedre til at løfte kvaliteten af undervisningen.
De målsætninger er Danske Skoleelever enige i.
»Vi ser rigtig mange udfordringer i de kommunale 10. klasser, der fysisk ligger på folkeskolerne. Derfor så vi gerne, at man fastholder 10. klasserne i kommunalt regi, men flytter dem geografisk væk fra folkeskolerne og over på ungdomsuddannelserne«, siger Jakob Bonde Nielsen.
Ifølge Danske Skoleelever skal 10. klasserne i stedet både kunne ligge på de gymnasiale ungdomsuddannelser og på erhvervsuddannelserne. Det vil sikre elevernes frie valg, mener formanden.
»Men i forhold til at flytte alle 10. klasser til erhvervsuddannelserne, er vi nervøse for, at man begynder at skubbe elever til at vælge en specifik ungdomsuddannelse frem for at bruge året på at finde ud af, hvad de vil«, siger Jakob Bonde Nielsen.
ritzau




























