Der lugter af karse fra det øjeblik, man træder ind på gangen til kantinen, hvor eleverne på Tingbjerg Skole i København spiser frokost. Bag tre borde uddeler lærere mad til elever, der står i kø med tallerkener. I dag står menuen på makrel i tomat, spegepølse og æg og rejer – med masser af karse.
For 300 kroner om måneden kan alle børn på skolen få mad to gange dagligt. Det er et af skolens mange tiltag, der skal løfte elevernes faglige niveau og bryde den sociale arv.




























