Debatten om klassestørrelser i den danske folkeskole er en gammel sag. Allerede i 1970’erne blev der både fra pædagogisk og politisk side arbejde for at sænke klassekvotienten. I starten af 1970’erne lå det gennemsnitlige elevtal lige omkring 20 elever, men i løbet af 70’erne faldt det til 19 for så i slutningen af 1980’erne at stige igen.
Hvis vi spoler tiden endnu længere tilbage, så viser en historisk gennemgang, som fagbladet Folkeskolen har foretaget, at man i begyndelsen af 1800-tallet regnede med, at lærerne sagtens kunne undervise 50 elever ad gangen. Men især i landsbyskolerne, hvor vinduerne ikke altid kunne åbnes, kunne luften godt blive tyk, når eleverne kom direkte i skole uden at have været i bad og med træsko fyldt med komøg.




























