Brud på alkoholreglerne , grænseoverskridende adfærd og sexistisk sprogbrug har fået Copenhagen Business School (CBS) til midlertidigt at bortvise 25 studerende.
Det skriver Berlingske, som også kan fortælle, at tidligere introforløb for CBS-studerende har bestået af aktiviteter, hvor tøjet skulle smides, detaljer om privatlivet skulle fortælles og hvor man skulle simulere oralsex på en banan.
»Det er både beklageligt og skuffende, at vi nu midlertidigt må bortvise en større gruppe studerende, fordi de helt åbenlyst har overtrådt reglerne for introforløb på CBS. Vores regler er meget klare på dette område. Vores introvejledere har skrevet under på at overholde reglerne, men alligevel brudt dem. Det reagerer vi selvfølgelig på«, siger rektor Nikolaj Malchow-Møller i en pressemeddelelse.
Brudt underskrevet aftale
De 25 studerende er såkaldte tutorer eller introvejledere og hjælper nye studerende med at finde sig til rette på CBS.
I alt har 369 introvejledere underskrevet en aftale om at overholde reglerne vedrørende introforløbet.
Reglerne, der blev strammet for få år siden, betyder, at alle aktiviteter, der opfordrer til at drikke alkohol, er forbudt.
Desuden må der ikke må drikkes øl før klokken 17 - hverken på campus eller på hytteture. Derudover er stærk spiritus forbudt under hele introforløbet.
De studerende er bortvist i én til to eksamensperioder. Det betyder for nogle af de bortviste, at de først kan vende tilbage i september 2020. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
I pressemeddelelsen oplyser CBS, at der i løbet af de næste par dage sendes 44 yderligere høringsbreve til introvejledere, som kan have overtrådt reglerne.
»Vi ved, at en god start på studiet har stor betydning for trivslen og det videre studieforløb. Derfor er det også afgørende, at vores introforløb er inkluderende og har fokus på både faglige og sociale aspekter. Her hører hverken grænseoverskridende adfærd eller store mængder alkohol hjemme«, siger Nikolaj Malchow-Møller i pressemeddelelsen.
Sagen startede, efter at en studerende på en af introturene henvendte sig til CBS og fortalte, at reglerne om alkohol ikke blev overholdt. Desuden fortalte vedkommende om ’uacceptabel adfærd’.



























