Minister sætter stopper for fusioner mellem uddannelser

   »Der er sket en stor centralisering af uddannelserne de sidste årtier, og nu går vi ind i et årti med mindre ungdomsårgange«, siger  Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
»Der er sket en stor centralisering af uddannelserne de sidste årtier, og nu går vi ind i et årti med mindre ungdomsårgange«, siger Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Regeringen indfører et midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

»Der er sket en stor centralisering af uddannelserne de sidste årtier, og nu går vi ind i et årti med mindre ungdomsårgange«.

»Det betyder, at uddannelsessted efter uddannelsessted vil lukke, hvis ikke vi gør noget«, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Hun kalder uddannelser for 'det bankende hjerte i ethvert lokalsamfund'.

Ifølge Jyllands-Posten viser tal fra ministeriet, at 145 selvstændige uddannelsesinstitutioner siden 1999 er blevet til 42 nye og større institutioner gennem fusioner.

Tallene viser ikke, hvor mange eller få afdelinger der er lukket som følge af fusionerne.

»Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at når man centraliserer, hvem der bestemmer over, hvor der er uddannelser, og der så kommer mindre ungdomsårgange, så vil få mennesker bestemme, hvor der skal være uddannelser. Og så går der regneark i den«.

»Det er beslutninger, man træffer i bestyrelseslokaler, hvor man skal have nogle budgetter til at gå op«.

»Det dur ikke, og derfor skal man ikke undervurdere, at man som lokalsamfund bliver sårbar for små årgange, når man centraliserer magten over vores uddannelsessystem og flytter den længere væk«, siger ministeren.

Fusionsstoppet gælder, indtil der ligger en politisk aftale om bedre uddannelsesdækning i hele landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her