I svømmehallen på Uldum Højskole i Jylland hænger duften af klor i luften som en tyk tåge, der synes at gøre åndedraget mere besværligt. Al lyd runger i rummet. I bassinet ligger Marie Bach i sin sorte badedragt. Her kan hun slappe af. For hun er god til at svømme. Det har hun været, siden hun var barn og gik til synkronsvømning. Om hun er god til at være lærer, som hun er ved at uddanne sig til, er hun ikke sikker på. Derfor er hun taget på højskole for at få tid til at overveje sine muligheder.
Marie Bach er en af de danske unge, der hvert år vælger at tage på højskole på et såkaldt pitstop-ophold for at få studierne lidt på afstand. Til reduceret pris får pitstop-elever mulighed for at prøve kræfter med nye fag, mens de overvejer, hvad næste skridt i deres uddannelsesliv skal være.




























