SF vil imødekomme studerendes ønske om mere vished om fremtiden

Har du mistet dit studiejob på grund af coronavirus?: Nu kan du få ekstra SU-lån

Når laboratorierne er lukkede for at begrænse coronasmitte, kan det være svært at blive færdig med sit speciale til tiden. Arkivfoto Astrid Dalum
Når laboratorierne er lukkede for at begrænse coronasmitte, kan det være svært at blive færdig med sit speciale til tiden. Arkivfoto Astrid Dalum
Lyt til artiklen

Den 1. april nærmer sig. Husleje, elregninger og forsikringer er ikke en aprilsnar. Frygten for at skulle betale husleje på en SU kan holde en vågen om natten. Måske er du blevet fyret fra dit studiejob, sendt hjem med mindre løn eller får bare ikke nogen vagter, før din arbejdsplads er åben igen. Fra onsdag har næsten alle butikker holdt lukket på statsministerens påbud for at forhindre smitte.

Men du kan måske sove bedre i nat.

I den hjælpepakke, som et samlet folketing præsenterede torsdag, er der nemlig muligheden for at få ekstra SU-lån. Studerende på videregående uddannelser og elever på ungdomsuddannelser har i marts og april ret til at optage ekstra SU-lån op til 6.388 kroner per måned udover de muligheder, der allerede er.

Hjælpepakke er klar, men flere kan være på vej: »Vi vil gøre, hvad der end skal til for at få Danmark igennem den her svære tid«

Det vil altså sige, at man nu kan låne op til 9.582 kroner som studerende på en videregående uddannelse til at dække sine udgifter. I alt er der afsat 1,5 milliarder kroner til formålet.

»Vi kan sige til de studerende, vi forstår godt, man ikke kan betale husleje med en SU alene, så når fritidsjobbet ryger, så skal der være en mulighed for jer også«, som Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, sagde på pressemødet.

Studenterorganisation: Lån er en fin mulighed lige nu

Muligheden kan være kærkommen for flere studerende, der normalt må supplere deres SU med et studiejob.

»Det er ikke, fordi vi er fans af, at ungdommen bare skal tage lån og have SU-gæld, men i denne situation er det en fin mulighed for dem, som lige nu står og har mistet et job og har et stort hul i deres økonomi«, siger formand for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen.

Virksomheder har i en af de økonomiske hjælpepakker mulighed for at få kompensation også for timelønnede. Derfor håber formanden, at virksomheder vil overveje, om de har mulighed for at beholde studerende, der arbejder for eksempel 10 timer om ugen.

»Fordi 10-15 timers arbejde betyder meget for at få enderne til at løbe rundt som studerende«, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Lukkede laboratorier og udskudte kurser

Uvisheden omkring, hvad coronavirus og de politiske tiltag for at begrænse smitten kommer til at betyde for de studerendes fremtid fylder alligevel, siger formanden.

»Der er kurser, der ikke kan gennemføres online, specialer, der bliver svære at lave, når man ikke har adgang til laboratorier eller feltarbejde, nogle har allerede eksaminer nu, som bliver udskudt. Så der er risiko for, at folk ikke kan gennemføre deres uddannelser til tiden«.

Og med den fremdriftsreform, som gælder i dag, er der mulighed for, at studerende falder ud af SU-systemet, hvis de bliver forsinkede.

I aftalen fra samtlige partier på Christiansborg ligger, at dagpengemodtagere kan få dagpenge fra den 9. marts til 9. juni uden, det tæller med i dagpengeperioden på to år, fordi det kan være svært at søge job i øjeblikket.

»Hvis man gør det med dagpenge, hvorfor gør man det så ikke med SU også?«, spørger Johan Hedegaard Jørgensen.

»Det ville virkelig rykke noget, hvis man meldte klart ud: I kommer ikke til at stå et halvt år uden SU, fordi I er blevet forsinkede på grund af coronavirus. Og nej, du bliver ikke smidt ud af dit universitet, fordi du ikke lever op til fremdriftsreformens regler. Det ville for eksempel give de studerende, der indgår i nødberedskab, mere sikkerhed om deres situation«, siger han.

Der er dog mulighed for at tage slutlån for studerende, der har brugt al deres SU. Og flere uddannelsesinstitutioner har også meldt ud, at man skal søge dispensation, hvis man bliver forsinket på grund af coronavirus.

For eksempel skriver Københavns Erhvervsakademi (KEA) på deres hjemmeside, at man kan søge om tillæg af SU-klip, hvis man kan dokumentere, at man er forsinket på grund af coronavirus-situationen.

Ulla Tørnæs til minister: Kvote 2-ansøgere skal hjælpes i coronakrisen

Både uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og formanden for Danske Universiteter fortalte til Politiken tirsdag, at de vil være fleksible, og at coronavirus ikke skal gå ud over de studerende. Men de beder jer om at have tålmodighed.

»Det er også det, vi hører fra ministeriet. Vi ved godt, de gør, hvad de kan, og vi er klar til at bidrage, men vi skal løse de her problemer, som skaber stor usikkerhed om studerendes økonomi og studieforløb, inden det får menneskelige konsekvenser«, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

SF vil arbejder for ekstra SU-klip

SF er et af de partier, der fremhævede de studerendes mulighed for at få ekstra SU-lån, da hjælpepakken blev fremlagt.

Hvorfor skal studerende tage lån?

»Det her er noget med at redde folk de næste par måneder. Så man kan tage SU-lån nu, hvis man har mistet sit studiejob, så man kan få mad på bordet nu. Det er det system, der eksisterer«, siger Astrid Carøe, som er uddannelsesordfører fpr SF.

Men det er ikke helt nok, mener hun. Der bliver også brug for hjælp i tiden efter epidemien. De kommende uger vil SF arbejde for at imødekomme de utrygge studerendes ønsker om flere SU-klip, hvis man bliver forsinket på grund af coronavirussen.

»Det bedste er jo, hvis de ikke bliver forsinkede. Men der vil unægtelig være nogen, som bliver forsinkede af situationen. Og så gælder det om at sikre, at de ikke bliver smidt ud af deres uddannelser, hvis man har brugt mere end fire år på sin bachelor eller mere end 2,5 år på sin kandidat, som er begrænsningen efter fremdriftsreformen«, siger ordføreren.

»Det første er noget, vi bestemmer. Det andet er op til uddannelser at melde klart ud som KEA gør«.

Der er stadig udfordringer for enlige forsørgere i praktik, som ikke får forsørgertillæg og studerende uden SU-klip tilbage kan ikke få SU-lån.

Men som både finansministeren og flere partiledere slog fast er Folketinget og Regeringen klar til at tage yderligere initiativer, hvis der bliver behov for det, eller der er nogen, de ikke tager hånd om nu.

Laura Jonasdottir

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her