Tirsdag blev de danske sundhedsmyndigheders varslingssystem hævet fra niveau 4 til niveau 5, og regeringen introducerede en skærpelse af afstandskravet til 2 meter i det offentlige rum. Statsminister Mette Frederiksen (S) appellerede samtidig til alle om at aflyse »alle aftaler, du kan aflyse«.
Alligevel skal mindst 155 tandlægestuderende på Københavns Universitet torsdag troppe op til fysiske, skriftlige eksaminer på Peter Bangs Vej i samme bygning. En situation, som flere studerende finder stærkt kritisabelt og undrer sig over, fordi de skriftlige eksaminer på den tilsvarende uddannelse på Aarhus Universitet allerede er blevet omlagt.




























