Regeringen siger, at elever i 0.-4.-klasse igen kan komme i skole fra 8. februar efter faldende coronasmitte.

De yngste elever kan komme tilbage i skole på mandag

Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fra mandag 8. februar kan de yngste elever i folkeskolen igen indtage klasselokalerne. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger mandag på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København, at eleverne i 0.-4.-klasse kan vende tilbage til skolerne.

»Det er en nålestiksoperation. En meget forsigtig genåbning, fordi den britiske variant af corona stadig vokser i Danmark«, siger Magnus Heunicke.

Alle andre skoleelever end eleverne i 0.-4.-klasse vil fortsat være omfattet af de hidtidige restriktioner.

»Vi ville selvfølgelig ønske, at vi også kunne åbne for de større elever, også dem på ungdomsuddannelserne og efterskolerne og kostskolerne«, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

»Men det kan sundhedsmyndighederne ikke anbefale i den nuværende tid. Der er dog ingen tvivl om, at skolerne og uddannelserne har rigtig høj prioritet for regeringen, når vi på et tidspunkt kommer derhen, hvor vi kan genåbne yderligere«, siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at hun forventer, at der inden vinterferien er en afklaring på, hvad der skal ske med dette års eksamener og afgangsprøver.

Nødundervisning frem til sommerferien

Genåbningen af skolen for de yngste elever sker, efter at smittetallene med coronavirus er faldet til samme niveau som første uge af september, siger direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum.

»Det er bekymrende, at vi har B117-varianten af corona, men befolkningen har været god til at følge myndighedernes udmeldinger. Det er baggrunden for, at vi nu kan lave denne lille åbning«, siger Henrik Ullum.

Den særlige corona-variant B117 står nu for over 13 procent af smittetilfældene. Beregninger viser, at den er 1,55 gang så smitsom som den kendte variant. Forventningen er fortsat, at B117 i midten af februar vil være den mest udbredte. Kontakttallet vil derfor komme over 1,0 slutningen af februar.

Ud over genåbningen af skolerne for de yngste elever har et flertal i Folketinget sammen med regeringen besluttet, at fortsætte reglerne for nødundervisning frem til sommer. Dermed får skolerne bedre mulighed for at indrette undervisningen efter, hvad den enkelte klasse har brug for efter flere uger med hjemmeundervisning. Det vil blandt andet få betydning for brug af to-lærer-ordning, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på pressemødet.

Politisk glæde

De yngste elever i folkeskolen var senest i skole lige inden jul. Siden juleferien sluttede i begyndelsen af januar, har eleverne fået fjernundervisning. Der har dog været mulighed for, at børn har kunnet modtage nødundervisning på skolen, hvis deres forældre har haft behov for pasning for at kunne varetage deres job i den private eller offentlige sektor.

Regeringen indførte en større nedlukning af samfundet efter jul, da smitten med covid-19 var steget betydeligt, og en ny britisk coronamutation truede med at gøre situationen endnu værre. I løbet af januar har nedlukningen dæmpet smitten betydeligt, og der har i de seneste uger været et stigende pres både fra politiske partier og organisationer for at lade de mindste elever vende tilbage til skolen. Argumenterne er blandt andet, at smitterisikoen er mindre hos børn, samt at det hæmmer både børnenes trivsel, indlæring og deres forældres arbejdsevne at holde dem hjemme.

Udsigten til, at de yngste elever kan vende tilbage i skolen, bliver modtaget med stor tilfredshed på Twitter af flere politikere.

Han bakkes op af Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstres politiske leder:

Også SF’s gruppeformand, Jacob Mark, er tilfreds:


Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, siger ligeledes i en skriftlig kommentar, at hun er tilfreds med, at de yngste børn nu vender tilbage til skolerne:

»Det er vigtigt for børnenes sociale og faglige trivsel, og det har vi været meget optagede af i Venstre. Men det er også vigtigt for samfundsøkonomien, at skolebørnene kommer tilbage, så deres forældre bedre kan passe deres arbejde«.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her