På 20 af landets universitetsuddannelser er dimittend-ledigheden så lav, at virksomhederne skriger efter deres arbejdskraft. Det gælder blandt andet forsikringsmatematik med en dimittendledighed et år efter endt uddannelse på 1,2 procent og softwaredesign med 8,9 procent. Samtidig blev henholdsvis 56 procent og 21 procent af de kvalificerede unge, der søgte ind på uddannelserne sidste år, afvist, fordi der ikke er nok studiepladser.
Det viser en ny analyse fra Dansk Industri. Sammen med regeringens nye uddannelsesudspil ’Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund’, der blandt andet omfatter 25 nye uddannelsesudbud samt udflytning af op til 10 procent af universitetsuddannelserne til områder uden for de fire største byer, er det en uheldig cocktail, vurderer blandt andre DI.



























