Regeringen, Venstre, DF, SF, De Konservative og Liberal Alliance laver aftale for videregående uddannelser.

Færre engelsksprogede uddannelser skal nedsætte SU-udgifter

Foto: Daniel Hjorth/POLFOTO
Foto: Daniel Hjorth/POLFOTO
Lyt til artiklen

En politisk aftale om at reducere antallet af engelsksprogede videregående uddannelser er blevet indgået af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Konservative og Liberal Alliance, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen har til formål at begrænse SU-udgifter til udenlandske studerende fra EU- og EØS-lande. Udgifterne forventes at stige til cirka 570 millioner kroner i 2025. I SU-forliget fra 2013 regnede man med 449 millioner kroner, skriver ministeriet.

Der er i reduktionen af de engelsksprogede uddannelser lagt vægt på pladser, hvor kun meget få af de engelsksprogede studerende finder arbejde i Danmark efter endt uddannelse.

»Et stort flertal af Folketingets partier har forpligtet hinanden på, at udgifterne til udenlandske studerende ikke kommer ud af kontrol. Det leverer vi på nu«, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

»Det er ikke nogen nem beslutning, men vi reducerer målrettet på uddannelser, hvor kun få af de udenlandske studerende efterfølgende kommer i arbejde i Danmark. Vi er dog klar over, at det også er nødvendigt at tage lokale hensyn - særligt for nogle af vores uddannelser uden for de største byer«, siger hun.

Det er især erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, som rammes af aftalen. Her er der ifølge ministeriet syv ud af ti (72 procent) engelsksprogede studerende. Men kun én ud af fem (21 procent) finder efter endt uddannelse et arbejde i Danmark. Der er dog undtagelser i forhold til uddannelser, hvor det lykkes at få de studerende ud på det danske jobmarked. Cirka 650 uddannelsespladser undtages.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her