I ny redegørelse til Undervisningsministeriet beskriver Aarhus Kommune Søndervangskolens eksamenssnyd i 2016 og 2017. Kommunen beklager nu, at ministeriet ikke blev informeret, og at karakterer fremkommet ved snyd blev brugt som argument for, at Søndervangskolen ikke skulle under statsligt tilsyn.

Aarhus Kommune erkender, at man fortiede oplysninger om systematisk eksamenssnyd

Foto: Liv Møller Kastrup
Foto: Liv Møller Kastrup
Lyt til artiklen

Selv om Aarhus Kommune vidste, at elever på Søndervangskolen havde fået længere tid til læseprøven ved 9. klasseeksamen i 2016 og 2017, videresendte den året efter resultaterne til Børne- og undervisningsministeriet. Uden at nævne snyderiet med et ord.

Det skete, da ministeriet i maj 2018 spurgte til skolens resultater i de nationale test i læsning. Skolen var nemlig blandt de skoler i Danmark, der dengang var længst fra målsætningen om, at 80 procent af skolens elever skulle være gode til læse. Det blev derfor overvejet, om skolen skulle udtages til statsligt tilsyn. Skolen blev ikke udtaget på baggrund af kommunens oplysninger om »skolens positive karakterudvikling« og en samlet vurdering.

Det fremgår af den redegørelse, som Børne- og undervisningsministeriet har krævet, efter at Politiken onsdag i sidste uge beskrev, at der blev snydt med eksamen på Søndervangskolen.

»Alle vidste det«: Succesrig skole anklages for fusk med afgangsprøver

Politiken har fået aktindsigt i redegørelsen, hvori det fremgår, at kommunen i juni 2018 sendte en opgørelse over skolens karaktergennemsnit fra 2011 til 2017. Som tidligere beskrevet tog kurven for elevernes karakterer et gevaldigt hop i 2016 og 2017, hvor eleverne fik 45 minutter til den læseprøve, der normalt er afsat 30 minutter til.

Tillidskvinde på Søndervangskolen: »Der var ingen, der lyttede til os«

Aarhus Kommune erkender nu i en redegørelse til Børne- og undervisningsministeriet, at den skulle have orienteret om uregelmæssighederne og beklager at det ikke skete:

»STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, red.) burde på et tidspunkt have været orienteret om uregelmæssighederne i 2016 og 2017. Det er beklageligvis ikke sket«.

I den 24 sider lange redegørelse beklager kommunen tre gange ikke at have informeret ministeriet om skolens problemer ved afgangsprøverne i 2016 og 2017.

Rani Hørlyck er fremhævet som et skoleeksempel for integration. Nu krakelerer glansbilledet


Ordførere forventer handling

Undervisningsordfører Ellen Trane Nørby (V) ser alvorligt på sagen:

»Grundlæggende erkender kommunen jo, at de (skolen, red.) har snydt, og at kommunen også har været vidende om det. Det synes jeg forværrer sagen. Nu er det ikke kun en sag om en skole, det er også en sag om en kommune, der stiltiende og velvidende er med til at snyde det statslige tilsyn«, siger hun.

Hun forventer handling fra børne- og undervisningsministeren:

»Jeg forventer, at ministeren allerede nu indkalder borgmesteren i Aarhus til en meget alvorlig snak om, hvad det er der foregår, når Aarhus Kommune har dækket over snyd. Jeg synes ikke, at det er en lille bagatel, når man systematisk har snydt. Eksamensreglerne sikrer national lighed mellem den måde, vi vurderer elevernes faglighed på«.

Ligeledes forventer undervisningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) handling fra ministeren:

»Umiddelbart synes jeg, at det er særdeles kritisabelt, at kommunen ikke har haft bedre styr på det. Den her redegørelse gør det endnu mere bekymrende. Den får mig til at være bekymret for, om man bevidst har misledt STUK. Det bliver jo nødt til at have en konsekvens, og det bliver vi nødt til at tage en snak med ministeren om«, siger han.

Børne- og Undervisningsministeriet har i en skriftlig kommentar oplyst, at ministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, ikke har »mulighed for at kommentere, før hun har haft tid til en grundig gennemlæsning«.

Politiken har efterspurgt en kommentar fra overborgmester Jacob Bundsgaard (S) i Aarhus Kommune. Han er ikke vendt tilbage. Det samme gør sig gældende for områdechef Lisbeth Schmidt Andersen. Rådmand Thomas Medom har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Lucas Arturo Ramsøe Willkens

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her