Lærere er bekymrede over, at børnehaveklasserne ikke skal selvtestes. Formand mener, beslutningen skal ændres.

Elever i 0. klasse skal ikke selvtestes. Ikke engang myndighederne kan svare på hvorfor

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Når skolerne onsdag åbner dørene for landets skolebørn efter en forlænget julenedlukning som følge af høj coronasmitte, skal alle eleverne testes – bortset fra 0. klasse. Og det har mange lærere svært ved at se logikken i, da der tilsyneladende ikke medfølger et sundhedsfagligt argument, og det møder kritik fra Danmarks Lærerforening.

»Det har jeg svært ved at se meningen med. Alle klasser burde være omfattet, og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor man har undladt at lade børnehaveklasserne være omfattet af to ugentlige test«, siger formand Gordon Ørskov Madsen.

»Jeg synes slet ikke, at det giver mening, så det bør man da lave om«.

Lærerforeningen har ikke fået en begrundelse for, at 0. klasse, som også er kendt som børnehaveklasserne, ikke er med.

»Nej, vi har slet ikke hørt nogen forklaring på, hvorfor man har undladt at tage børnehaveklasserne med. Så dermed forekommer det endnu mere mærkværdigt, at de ikke er det, når der ingen forklaring er«.

Han bakkes op af Børnehaveklasseforeningens formand, Marianne Giannini.

»Vi synes det er underligt, at en hel personalegruppe skal gå på arbejde med børn, der ikke skal testes«, siger hun.

Det handler både om tryghed for børnehaveklasseledere, men også om urimeligheden i, ikke at give børnene samme mulighed for at blive testet, som klassetrinnet over dem, siger hun.

Lærere er bekymrede

Danmarks Lærerforening har ifølge formanden fået henvendelser fra medlemmer, som er bekymrede og uforstående.

»De går på uforståenhed og bekymring over, at det kan medvirke til, at man i børnehaveklasserne ikke holder tilstrækkelig meget øje med smitten«, siger Gordon Ørskov Madsen.

Hverken myndighederne eller regeringen kunne på et pressemøde tirsdag svare på, hvorfor 0. klasse ikke er omfattet.

»Jeg kender ikke baggrunden for det. Så det kan jeg ikke svare på«, sagde faglig direktør Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) tilføjede, at der lå en anbefaling fra sundhedsmyndighederne om, at der var en aldersgrænse.

I et mailsvar efterfølgende skriver Sundhedsstyrelsen:

»Sundhedsstyrelsen har udelukkende rådgivet om ikke at tage 0.-klasserne med, da det generelt er svært at teste de mindre børn, og at 0.-klasserne stadig er så nye i skolen, at ugentlige test blev vurderet til at udgøre en ekstra belastning for deres trivsel og skoleoplevelse«.

Styrelsen understreger samtidig, at også elever i 0. klasse skal testes og blive hjemme, hvis de er syge eller har symptomer på covid-19.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her