Når studenter i fremtiden får huen på hovedet, skal de med et karaktergennemsnit på 9 frit kunne vælge mellem alle uddannelser. Hvis der er flere ansøgere end studiepladser, skal resultatet fra en optagelsesprøve afgøre, hvem der kommer ind, og hvem der skal finde en anden uddannelse.
Det fremgår af de anbefalinger, regeringens reformkommission nu fremlægger. Vælger politikerne at følge forslaget, vil det være slut med de tårnhøje karakterkrav ved indgangen til videregående uddannelser som psykologi, dyrlæge og arkitekt. Sidste år var der 57 uddannelser, der krævede et karaktergennemsnit over 9.


























