Vuggestuepædagogen Mette Christensen fra Villa Bohème på Amager er nomineret til Politikens Pædagogpris 2020 for sit anerkendende pædagogiske arbejde.

Vuggestuepædagog: »Man skal tage legen alvorligt«

Foto: Janus Engel/FREELANCE
Foto: Janus Engel/FREELANCE
Lyt til artiklen

Mette Christensen er 32 år, klædt i regnbukser og en fornuftig, varm trøje, toppet med pjusket hestehale og et par isblå øjne.

Øjnene holder konstant øje med 4 vuggestuebørn, da de bliver sluppet løs på den 80 børn store integrerede institution Villa Bohèmes taglegeplads et stenkast fra Amager Centret.

Niels, Stephanie, Ellie og Lea er alle 2 år. Deres små flyverdragtbeklædte ben svusj-svusjer begejstret, da de løber hen mod legepladsens trælegehus. Mette lader dem tegne ild og flammer på træhuset med store stykker kridt.

»Hvad kan man så bruge til at slukke ilden«, spørger hun, hvortil børnene råber: »VAAAAND!« og løber hen mod en 10 meter lang, skriggul vandslange.

I fællesskab bærer børnene slangen hen til det ’brændende’ hus. Mette udleverer opvaskebørster, pensler og små plastikspande til dem. Niels hjælper med at fylde spandene med vand, så ’flammerne’ kan blive vasket af legehuset.

»ÅH, hvor er der bare mange flammer«, udbryder Mette.

Børnene hviner begejstret, mens de skiftes til at holde vandslangen og slukke ildebranden. Da branden er slukket, skal der leges med dukker og mad.

Ellie forsvinder om bag legehuset, og der går ikke mange sekunder, før Mette opdager, at der mangler et barn.

Hendes reaktion er afslappet, men årvågen, da hun spørger Niels, om han ikke lige henter Ellie. Hun vil hellere lege med vand og pensler, og det er også helt okay med Mette.

10 er nominerede til pædagogprisen: Er din pædagog på listen?

Børn skal føle sig værdifulde i fællesskabet

Når Mette Christensen fortæller om sin pædagogiske praksis, går ordet børnefællesskab igen. Om det forklarer hun:

»Det er vigtigt, at man som barn føler sig værdifuld i et fællesskab. Jeg prøver på at fremme børnefællesskabet ved at se på det enkelte barns ressourcer, og om man kan skabe nogle relationer gennem ting som fælles interesser«.

Som en del af børnefællesskabet slår Mette Christensen også et slag for legen:

»Det er vigtigt at gøre hverdagssituationer til læringssituationer for børnene. Man kan slukke ildebrand med vand, og kridt forsvinder, når man tager vand på. Og hvis man mangler et barn, får man en af de andre til at hjælpe med at hente hende, så man hele tiden får hinanden med og er sammen i legen«, forklarer hun.

Og netop legen har ikke altid været på dagsordenen i institutioner.

»Nu er det begyndt at komme med i læreplanerne, men tidligere har leg ikke været anerkendt som noget vigtigt. Men det er det altså for mig. Man skal tage legen alvorligt«, siger Mette Christensen.

I Charlies Kongsøs musiklokale er der propfyldt med unge og fællesskab

Børn skal have lige muligheder i livet

Mette Christensen blev uddannet pædagog i 2013 og har arbejdet i Børnehuset Villa Bohèmes vuggestue, der lige nu har indskrevet 36 børn, i 7 år. Da hun var færdiguddannet, faldt hun over et jobopslag fra Børnehuset, som passede godt sammen med det, hun gerne ville opnå som pædagog.

»Jeg valgte at blive pædagog, fordi jeg gerne vil være med til at give børn lige livsmuligheder. Alle børn kommer med forskellige ting i rygsækken. Når de kommer ud fra institutionen, vil jeg gerne være med til at give dem de samme værktøjer med til at kunne klare sig videre i skolen«, forklarer Mette Christensen og fortsætter:

»Jeg har rigtig mange dygtige kolleger, og vi er gode til at sparre med hinanden og få hinandens ressourcer frem. Vi er gode hver for sig, men vi bliver endnu bedre sammen. Det er vigtigt, at der er kvalitet i vores arbejde, og at vi hele tiden følger med i, hvad forskningen siger, så vi kan blive bedre«.

Pædagog: Sådan undgår du kræsenhed og skældud

Indstillet af sin leder

Mette Christensen blev meget glad og overrasket, da hun hørte, hun var blevet indstillet til Politikens Pædagogpris 2020.

Indstillingen kom direkte fra hendes pædagogiske leder, Christina Thomsen. Hun er indstillet for blandt andet at have en helt unik tilgang til børnene, hvor hun tager udgangspunkt i, hvad de er gode til og optaget af. Det sker ved en altid »glædesfyldt grundtone« og ved at søge forståelse og indsigt i det enkelte barn.

Mette Christensen og de andre nominerede finder ud af, om de løber med en af priserne, når Politiken i samarbejde med Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger hylder de danske pædagoger ved en prisfest 17. november i Politikens Hus.

Sara Elisabeth Nedergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her