»Du må ikke forlade mig, du må ikke forlade mig, du må ikke forlade mig«, messer en dreng i gul flyverdragt, mens han løber gennem de efterårsgyldne blade, der dækker jorden i Hareskoven nord for København.
I en hule mellem hans små hænder trisser objektet for hans kærlighed rundt – en doven bænkebider.
Der går dog ikke mange minutter, før bænkebideren er glemt og har fundet vej tilbage til sit mudrede habitat.
Pædagogen Karina har nemlig fundet en plet med saftigt grønt mos midt i skoven. Drengen og de andre børn må straks ned at ligge og mærke den bløde skovbund.
10 er nominerede til pædagogprisen: Er din pædagog på listen?Fra stenbroen til den mørke skov
Normalt er der ikke mange træer, bænkebidere og mosbegroede skovbunde, når børnehavebørnene fra stuen Præstehuset i Stenurten leger på de betonbelagte legepladser på Nørrebro.
Stenurten ligger nemlig i Rantzausgade midt på stenbroen.
Men hver tredje uge kommer børnene fra Præstehuset ud i Hareskoven, hvor institutionens udflytterbørnehave ligger.
En af Stenurtens pædagoger hedder Karina Hedegaard. Hun har arbejdet i børnehaven i 17 år – først som medhjælper og senere som merituddannet pædagog. Nu er hun nomineret til Politikens Pædagogpris 2020.
En af begrundelserne fra fagpanelet er Karinas utrættelige nysgerrighed. Og netop nysgerrigheden skinner igennem ude i Hareskoven – eller, som Karina kalder den, Den Mørke Skov.
For at børnene kan finde rundt i den store skov, har Karina og de andre pædagoger fundet på forskellige navne til bestemte steder i skoven.
Der er således både Heksebakken (en stor bakke i skoven), Troldeøret (et træ, hvis rødder man kan hviske ønsker til) og altså Den Mørke Skov, hvor dagens mission er at lede efter rumpenisser.
Mere om dem senere.
For hvor kommer Karinas nysgerrighed mon fra?
»Når man har været pædagog i 10 år, kan man godt føle: Okay, nu har jeg sunget de her sange 50 gange ... Men hvis man holder sig selv i gang og tilegner sig ny viden, kan man videreudvikle sig inden for faget. Og det gør jo, at børnene får nogle entusiastiske voksne, som brænder for faget«, forklarer Karina og fortsætter:
»Jeg er meget opsøgende i forhold til at få nye færdigheder og tilegne mig nye egenskaber. Og jeg prøver for eksempel at dele min teori og min erfaring med praktikanterne og med de nyuddannede og de nyansatte, og så håber jeg selvfølgelig på at få noget igen, for jeg er jo nysgerrig på, hvad de har lært, for de kommer jo ind med alt muligt nyt, som jeg ikke kan følge med i at læse op på. For nogle år siden handlede det om anerkendelse, men nu er vi tilbage i, at vi skal have omsorgen tilbage. Vi ved godt, at børn selv kan tage sko og strømper på, men måske er det vigtigere at komme ud at lege. Og så kan jeg godt hjælpe med at give strømper på, så de hurtigt kan komme ud at lege og få de relationer med deres venner«.
Vuggestuepædagog: »Man skal tage legen alvorligt«Pædagog med hjertet
Ud over nysgerrigheden går begrundelsen fra fagpanelet på, at Karina er »indbegrebet af en kompetent pædagog, der ved, hvordan man får et hus til at hænge sammen«. Nomineringen sker på baggrund af intet mindre end ni indstillinger fra blandt andet forældre i Stenurten.
Karinas leder, Maibritt Iversen, kan i den grad bakke op om indstillingerne:
»Karina har stort set været med til at bygge Stenurten og er en af garanterne for vores hjemmestrikkede pædagogik. Hun er pædagog med hjertet, men hun er også så sindssygt fagligt dygtig«, forklarer den stolte leder.
I en af de ni indstillinger beskriver forældreparret Troels Børrild og Yasamin Zafar blandt andet, hvordan Karina Hedegaard »Har let til tårer og engagerer sig dybt i børnenes liv, trivsel og udvikling«. Og Karina ved godt, hvad de tænker på, når de skriver, at hun har let til tårer:
»I sommer, da skolebørnene stoppede, da der havde været corona, og jeg ikke havde været sammen med dem i over en måned, og så tager vi herop i Hareskoven, og på den sidste dag går børnene ud af bussen en efter en, og jeg overrakte dem deres børnehavediplom, og så brød jeg fuldstændig grædende sammen. Det har jeg aldrig gjort før på den måde. Jeg har fældet tårer før og gemt mig bag solbriller. Men der knækkede jeg fuldstændig sammen. For de børn betyder bare så meget. Jeg bliver helt rørt nu, kan jeg mærke, bare ved at tænke på dem. Også når man giver det sidste farvelkram, så falder der altså let en tåre. Den anden dag kom to af børene ned og besøgte os, og der var jeg også lige ved at fælde en tåre igen. Og så må man jo fortælle børnene, at hov, der blev jeg simpelthen så ked af det, fordi jeg skal sige farvel til jer«, fortæller den tydeligt berørte børnehavepædagog.
Nomineret til Politikens Pædagogpris 2020: »I vores klub kan de unge snakke om pik, patter og politik«Coronavenlige rumpenisser
Tilbage i Hareskoven skal børnene på mission – de skal finde rumpenisser. Normalt går nisserne på tur hjemme hos børnene i julemåneden, men på grund af corona har Karina fundet på noget nyt i år.
Før børnene bevæger sig ind i Den Mørke Skov, skal de lige huske på skovtroldens regler:
»Man må ikke træde på dyr eller pille grene og blade af træerne, og man skal altid kunne se en voksen«, råber børnene i munden på hinanden, da Karina spørger, om de kan huske reglerne.
Og så er vi klar til rumpenissejagt.
Olga finder et brev bag et træ midt i Den Mørke Skov. Straks samler børneflokken sig om Karina, som sætter sig i den våde skovbund for at læse højt:
»Kære allerallersødeste Præstehus. Her får I et brev fra os rumpenisser. Vi ville så gerne besøge jer, men vi må ikke komme i år på grund af corona. Lige nu er vi faktisk i New York på et sejt teater, der hedder Broadway. Her har vi mødt nogle teaternisser, som laver skyggeteater. De er helt usynlige, bare ikke om natten. Og de kan ikke smitte, så de må godt besøge jer. Kys, kram og prutter fra rumpenisserne«.
Karina slutter brevet af med at lave høje pruttelyde, som resulterer i høje grin fra Præstehusets børn.
fortsæt med at læse
