En sort pen bliver rakt rundt i rundkredsen fra korsanger til korsanger.
»Jeg er Andrea, og lige nu arbejder jeg på en litteraturliste, og det er helt vildt kedeligt, så jeg har virkelig glædet mig til at synge i dag. Jeg har talt«, siger en unge kvinde, før hun giver pennen videre. Rundkredsen svarer hende med et højlydt: »Huh!«. ’Talismanrunden’. Den udgør indledningen til alle Accantus’ øveaftener. Her fortæller alle på tur, hvilken følelse de er kommet til kor med i dag. På den måde kan alle møde hinanden, hvor de er, inden sangen går i gang.




























