Mænd svinger hammeren på byggepladsen, og kvinder nusser om børn og syge folk. Det er en arbejdsfordeling, der i stor stil stadig hersker på det danske arbejdsmarked. Forsker forklarer, at vi i stor stil vælger vores job ud fra en kønsstereotyp opfattelse.
»Vores valg af uddannelse og job sker i høj grad fra forestillinger om, hvad der er "passende" arbejde for kvinder og mænd. Helt fra små socialiseres vi til at opfatte piger og drenge som forskellige og derfor kompetente til forskellige arbejdsområder«, siger Lotte Bloksgaard, lektor på Aalborg Universitet. Der er iværksat en lang række kampagner med fokus på at få flere mænd til at vælge omsorgsfag såsom sosu-hjælper, pædagog og sygeplejerske.


























