Geeti Amiri var tæt på at bryde sammen oppe ved katederet. Hun havde besluttet sig for at stille større krav til en håndfuld af klassens mest udfordrende elever, og så brød helvede løs. Særligt én af drengene fik gejlet de andre op, og sammen fik de kørt deres dansklærer helt ud i tovene ved at udfordre alle regler. De nægtede at gøre, hvad hun bad dem om, grinede trodsigt og sendte indforståede blikke.
Geeti Amiri husker, at hun i afmagt til sidst fik sagt: »Prøv lige at høre: Lærere er altså også mennesker«.
»Da jeg kom hjem, var jeg helt smadret og grædefærdig, fordi jeg jo allerhelst vil have, at de her elever får nogle succesoplevelser«, forklarer hun om episoden fra en tidligere arbejdsplads.
»Men så får jeg gudhjælpemig en besked på Aula fra nogle forældre, der spørger mig, hvad jeg dog bildte mig ind at sige, at lærere var mennesker, og hvad var det for en måde at være lærer på? Den fik hele armen«, husker Amiri, der sad helt paf tilbage.
»Det var et meget sigende øjeblik for mig. Mange forældre giver deres børn en følelse af, at vi lærere er sådan nogle, du bare kan smaske løs på, som var vi lavet af teflon. Men alt, hvad der foregår i mit lærerliv, påvirker jo øvrige faktorer i mit liv«, siger hun.
»Jeg har slået mig så hårdt på det«.
Træt af ’forhandler-børn’
I dag arbejder Geeti Amiri som folkeskolelærer på Guldberg Skole på Nørrebro i København, hvor hun underviser 8. klasseelever i engelsk og kristendom og er støttelærer for 1. klasserne. Mange kender hende som debattør med fokus på især den nydanske kvindekamp, men i 2018 besluttede hun sig for at læse til lærer. I dag er hun lykkelig for at være havnet i et velfungerende lærerteam, der løfter i flok. Men vejen dertil har i den grad været frustrerende.
Som nyansat lærer oplevede hun, at der var gigantisk forskel på teori og praksis, og det er, mener hun, den helt store fejl ved læreruddannelsen i dag.
»Mange lærere kommer ud og slår sig massivt på virkeligheden, fordi vi bliver fortalt en masse fine og omfavnende ting på uddannelsen, men virkeligheden er bare: Der er forældre, der skriver til dig, at du er røv-nederen, fordi de i deres afmagt over ikke at kunne hjælpe deres barn, vender det hele mod dig. Og der er elever, som i deres nederlag og ikke mindst diagnoser, tester dig hver eneste dag«, siger Amiri.
Det er især kommet bag på hende, hvor meget både elever og forældre føler, at lærergerningen er til forhandling. At hun ikke bare i kraft af at være lærer kan sætte sig igennem og komme i mål med undervisningen. At alt kan diskuteres.
»Problemet er, at når forældrene konstant blander sig i undervisningen, så eroderer det lærerens autoritet. Derfor har elever i dag et syn på lærere som nogen, de kan diskutere med. De er en flok ’forhandler-børn’«, siger hun.
»Jeg har prøvet det så mange gange: Man kommer ind i en klasse og stiller nogle tydelige krav, f.eks. om toiletbesøg eller tyggegummi i munden, og så har jeg haft en klasse i oprør«.
»Fagpersoner forklarer det ofte med, at eleverne ’jo ikke har en relation til dig endnu’. Men hvis vi skal vente på, at relationen er opbygget, før de forstår, at jeg er den voksne, der skal undervise dem, så kommer vi til at bruge rigtig mange skoledage på relations-opbygning i stedet for det, det handler om, nemlig læring«.
’Mig-mig-mig’-forældre
Geeti Amiri har selv en et-årig søn derhjemme og forstår til fulde, at man som forælder ønsker det bedste for sit barn. Hun er dog blevet overrasket over, hvor intense og krævende mange forældre er i dag. ’Markante’, kalder de det blandt kollegerne.
»Det er særligt i de små klasser, at mange forældre hele tiden har fokus på ’mig, mig, mig’. Det gælder ikke mindst den ressourcestærke forældregruppe, der både engagerer sig i skolebestyrelsen, er aktive på Aula og sørger for at blive kontaktforældre. Jeg har ofte haft lyst til at sige: Er du godt klar over, hvor meget tid og overskud dit barn tager fra det barn, hvis mor og far ikke kan finde ud af Aula eller aldrig kommer til de frivillige forældremøder?«.
Og det indrammer folkeskolens store udfordring i øjeblikket, mener hun: At den ikke favner dem, som virkelig har brug for den.
»Når den øvre middelklasse synes, læreren ikke er fagligt kompetent, eller der er for mange lærerskift og uro, så kan de bare vælge en privatskole eller en efterskole. Mens det barn, hvis forældre typisk er ufaglærte eller måske slet ikke er i beskæftigelse, bliver hægtet af på alle måder«.
Geeti Amiri har selv valgt at skrive sin søn op til en privatskole for at have en ’plan B’ til folkeskolen.
»Det har jeg ikke gjort ud fra en forestilling om, at mit barn er helt særligt intellektuel, men fordi der netop er en anden respekt omkring lærerens rolle, som bliver anerkendt. Der er mindre larm, færre lærerskift og flere greb i værktøjskassen«.
Kan du forstå, at nogen tænker: Du er selv folkeskolelærer, du burde da om nogen skrive din søn op til en folkeskole?
»Det er fair nok at have den kritik af mig, men min søn er ikke nogen forsøgskanin. Jeg gør mit allerbedste hver dag for, at eleverne får undervisning ud af timen. Men den kamp, som jeg sammen med mine kolleger kæmper for dagligt, den forudsætter også, at jeg kan komme hjem og ikke skal være helt baldret og bekymret på vegne af min søn«.
Mere fællesskab, mindre individ
Geeti Amiri tror på, at ét af hovedproblemerne er nutidens meget inkluderende børnesyn, der til tider kammer over.
»Der er lagt for meget vægt på, at det hele skal være sjovt, spændende og inddragende med medbestemmelse. Men livet kan jo ikke være fest og farver altid. Børn er så vante til konstant underholdning, at de har svært ved at sidde stille i en halv time og modtage undervisning«.
Et andet problem er det store individ-fokus fra politisk side, mener Geeti Amiri.
»Det handler meget om at rumme det enkelte barn, og det er jo fint, men så skal man også klæde det barn på til at kunne indgå i fællesskaber. Det nytter ikke noget, at man har børn i klassen med høreværn på, fordi klassen støjer, og fællesskabet ikke kan tage hensyn til den pågældende elev«, siger hun.
»Inklusion er kommet for at blive, men i forsøget på at favne alle, er folkeskolen nærmest blevet et sted, der ikke kan favne nogen. Derfor er det vigtigt, at vi lærere taler åbent om, at folkeskolen er sindssygt presset og har brug for hjælp«.
Hvad er løsningen, tror du?
»Der er brug for en solid læreruddannelse, mere ro, mindre indblanding fra forældrene, færre politiske krav og mere respekt og tillid«.
Hvorfor bliver du i faget på trods af udfordringerne?
»Mine gamle folkeskolelærere har forklaret det sådan her: »Vi vidste, vi ikke kunne redde alle, men vi vidste, vi kunne redde få«. Det er samme tanke, der fik mig igennem mit første år som lærer, for hold op hvor blev jeg testet. Jeg sad en gang om ugen hos min leder og græd, fordi det var så hårdt. Men man holder ud, fordi man tror på, man gør en forskel. Den dag, man stopper med at tro på det, skal man stille træskoene som folkeskolelærer«.
fortsæt med at læse
