»Haaarj Olee!«, siger en yngre gymnasielærer og omfavner den noget ældre og nu tidligere gymnasielærer Ole Weischer, da han stikker hovedet ud fra kontoret på Maribo Gymnasium, hvor han i dag er på gensynsbesøg.
Det er han, fordi han er indstillet til Politikens Undervisningspris af ikke færre end 33 forskellige elever, som han underviste for både 10, 20 og 30 år tilbage på gymnasiet på Lolland.
Siden 2011 har han ikke undervist på skolen, men i stedet blandt andet arbejdet som rejseleder, hvor han har brugt sin viden fra sin tid som både dansk- historie- og oldtidskundskabslærer.
Gensynsglæden fortsætter, som Ole Weischer bevæger sig gennem gymnasiets store rungende kantine. Faktisk når han kun et par skridt videre, før endnu en af skolens knap 40 lærere vil hilse på.
LÆS OGSÅ God undervisning får over 500 til at indstille lærere til pris
Det er udelukkende elever, der har indstillet Ole Weischer til Politikens Undervisningspris.
»Han er en story-teller, en troldmand, en forfører, et passioneret geni, en mand, hvis timer man glædede sig til, når man stod op om morgenen, en mand, der fik folk til at gøre deres bedste, og som altid efterlod én med en følelse af ophøjethed og erkendelse og efterfølgende i særdeleshed en taknemmelighed for at være hans elev«, skriver den tidligere elev Lars Jørgensen blandt andet i sin indstilling af sin gamle historielærer.
Og selvom det efterhånden er tre år siden, at Ole Weischer stoppede som lærer på Maribo Gymnasium, og de fleste af hans »unger« for længst har vinket farvel med en studenterhuen i hånden, ved de nuværende elever godt, hvem Ole Weischer er.
»Det er da dejligt. Og helt vildt rørende, at jeg som lærer kan have sådan en indflydelse på en flok unge mennesker«, siger Ole Weischer selv.
Legenden Ole
I et lokale i den gamle skoles utallige til- og udbygninger sidder en 3.g-klasse og bliver undervist i samfundsfag. For tre år siden var det lokalet, hvor Ole Weischer gennem en lang årrække underviste i historie.
»I kender ikke mig. Jeg stoppede før jeres tid«, starter Ole, da han går ind i klassen.
Nogle piger med langt, glattet hår i høje hestehaler og sort, tykt øjenmake-up retter ham. De havde ham som underviser i historie på hans sidste år, hvor de selv var i et såkaldt brobygningsforløb som en del af deres sidste år i folkeskolen.
Få fynske lærere er indstillet til undervisningshæder»Jeg havde ham i brobygningen, men da jeg startede, så var han væk. Her den anden dag, da jeg gik på Facebook, så var der bare lige pludselig megamange, der havde delt indstillingen af ham til den der undervisningspris. Så tænkte jeg, det navn kender jeg, og at det da var vildt, at jeg også havde haft ham«, siger Emma Vistisen på 19 år.
Også den unge samfundsfaglærer kender Ole. Ikke fordi de arbejdede sammen, men fordi han spiller håndbold med en tidligere elev fra gymnasiet, som flittigt har omtalt Ole Weischer.
»Ole er altså lidt en legende«, konstaterer en pige tørt, da Ole Weischer forlader sit gamle klasselokale for at fortsætte gensynsrundturen på skolen.
Havde dårlig oplevelse med matematiklærer
Da Ole Weischer selv begyndte som ung og forholdsvis nyuddannet lærer på Maribo Gymnasium i 1979, var skolen både lille og lukningstruet. I dag huser den over 400 elever og 40 lærere.
»Folk havde ikke rigtig tradition for at læse videre her i Maribo, men så er skolen vokset og blevet moderniseret. Lærerne her på stedet er meget værdsatte. Jeg tror, det hænger lidt sammen med, at det er udkantsdanmark, for folk ser ofte ned på området. Man hører kun dårlige nyheder. Det skaber sammenhold. Sådan lidt 'os mod hele verdenen'-agtigt«, siger Ole og fortsætter:
»Nogle af mine bedste oplevelser har været her. Vidunderlige oplevelser. Det er da skægt at gå ind i et lokale, og så sidder der en generation, man ikke har haft, og så har de hørt om en. Det er da vildt. Det føles godt. Så har jeg jo sat mit fingeraftryk på nogle unges hjerter. Jeg har stadig kontakt med mange af mine elever på Facebook. Det er jo også vildt, for hvor mange gider lige skrive med deres lærer?«
Havde du forestillet dig det, da du gik ind i lærerfaget?
»Jeg har selv haft nogle få dårlige lærere, og en af grundene til, at jeg i dag ikke er god til matematik, det tror jeg er fordi, jeg havde en lærer, der ikke var god til at være lærer. Så jeg pejlede mig ind på mine gode lærere, der kunne lære fra sig, og lod mig inspirere af dem. Men selvfølgelig kunne jeg ikke forestille mig, at det ville ende sådan«, siger han.
Designstole og pensionsalderen
I skolens lærerværelse står nye smarte designstole i forskellige farver. Også væggene og en sofagruppe bærer farverne grøn, rød og en lys gul. Det ved Ole ikke lige, hvad han skal synes om.
»Der er sket meget«, nøjes han med at konstatere, mens han banker lidt på en af de smarte trædesignerstole.
»Den kan man da ikke sidde ordentligt på. Den er jo stenhård«, siger han.
Huxi Bach om sin bedste lærer: Hun var skrap og irriterendeDa Ole som 60-årig i 2011 stoppede sin karriere på Maribo Gymnasium, var det for at blive fast rejseleder i Egypten, men den pludselige revolution i landet satte en stopper for turene, og han måtte finde noget andet at lave. At gå på pension var ikke en mulighed for ham.
Egentlig ville han godt tilbage på Maribo Gymnasium og undervise. Men fødselsårstallet, der hedder 1951, står vejen for en ansættelse. Selv mener han nu godt, at ville kunne klare et historiehold eller to endnu.
Ole Weischer-uge i kantinen
I skolens kantine er der højt til loftet, tag-selv-salat-bar og kildevand på køl.
I Oles sidste uge på gymnasiet i 2011 så menuen noget anderledes ud.
»Kød, kød, kød og sovs. De kaldte det Ole Weischer-uge. Drengene eksploderede over det - de var lykkelige for, at de ikke skulle have ris, bladselleri og kylling. Flere af mine kolleger var lidt mopsede over Ole Weischer-uge. Spiseseddelen hænger hjemme i mit køkken. Skrevet i hånden af kantinedamerne«, siger Ole svært stolt.
»Hej Ole!«, lyder det endnu en gang og en af kantinedamerne komme til syne. Så giver hun ham et kram og siger, at han skal hive op i bukserne, som er faldet lidt ned under maven.
SE OGSÅ Danmarkskort: Landets indstillede lærere
»Det var en mærkelig uge, da Ole stoppede«, siger hun så og fortæller, hvordan hun og kollegaerne havde dækket op med rød- og hvidternet dug på det bord, hvor Ole dengang fast indtog sin frokost. Også når der ikke var Ole Weischer-uge.
Til hans afskedsreception kom elever, der ikke havde gået på skolen i 24 år, husker hun.
»Det nævnte rektor også i sin tale«, siger Ole.
Da Ole Weischer senere har sagt »farvel«, »vi ses« og »på gensyn« utallige gange, lyner han jakken og gør klar til at afslutte gensynsbesøget. Han går forbi kontorets dueslag.
»Det er altså lidt underligt, at mit navn ikke står der mere«, siger han.
fortsæt med at læse
