Vinder af Undervisningsprisen: Jeg vil give dem faglig stolthed og selvværd

Strøgtur. Kristoffer Stauning Truelsen har taget sine elever fra salgslinjen på Niels Brock med på strøget. Ikke for at kigge på tøj, men for at kigge på mulige praktiksteder. Sofie-Marie Jørgensen (i midten) vil blandt andet gerne i praktik i Illum.
Strøgtur. Kristoffer Stauning Truelsen har taget sine elever fra salgslinjen på Niels Brock med på strøget. Ikke for at kigge på tøj, men for at kigge på mulige praktiksteder. Sofie-Marie Jørgensen (i midten) vil blandt andet gerne i praktik i Illum.
Lyt til artiklen

Det er fredag formiddag, og vejret viser sig fra sin pæne side. Strøget i Københavns midte er ved at være fyldt med shoppere, der kringler sig forbi skilte med ’Forårstilbud’, ’25 procent på udvalgte varer’ og hinanden.

Midt i det hele går en lærer og kigger på butikker med et hold elever fra Niels Brocks hg-uddannelse. Læreren har den obligatoriske lærerrygsæk skubbet godt op i nakken, hvor den har taget noget af hans vindjakke med, så den stumper lidt i ryggen.

LÆS OGSÅ Vinderne af Politikens Undervisningspris er fundet

»Kristofffeeer«, siger en pige med affarvet hår og tyk øjenmakeup spørgende.

»Altså, hvad skal vi egentlig sige derinde?«, siger hun så og kigger mod en butik.

Knaldtilbud og forårsjakker

Spørgsmålet stopper snakken blandt flere elever, der samler sig om deres lærer, Kristoffer Stauning Truelsen, mens de bevæger sig videre gennem knaldtilbud og forårsjakker på stativer foran butikker, der slås om de unges opmærksomhed.

Vinder af Undervisningsprisen: Livet er bare sjovere, hvis man forstår naturfag

Kristoffer Stauning Truelsen vinder kampen om de unges opmærksomhed på Strøget. Ligesom han gør i klasselokalet, hvor videoer på YouTube og Facebook nærmest har magnetisk tiltrækning på gruppen af hg-elever.

Og det er en af grundene til, at han vinder Politikens Undervisningspris og de medfølgende 75.000 kroner for erhvervsskolelærere.

Indstillet: Kristoffer Stauning Truelsen, Niels Brock, København

Taler omsætning

I dag har Kristoffer Stauning Truelsen rykket sine elever fra salgslinjen ud af klasselokalet.

»Vi skal simpelthen have noget virkelighed ind i det. Jeg kan stå og prøve at være nok så levende ved tavlen, men de skal have nogle billeder af virkeligheden ind på nethinden. De skal ud og prøve at spørge om, hvor meget butikkerne omsætter for, og hvad en salgsassistents rolle er i butikken. De synes, det er fedt. Ikke kun, fordi det er fredag«, siger han.

SE TV

TV: Mød prisnominerede lærer: De gør erhvervsskolene bedre

Og om eleverne rent faktisk går ind i butikkerne og taler omstætning i stedet for at shoppe toppe?

»Ja!«, siger 17-årige Zubeyde Gög nærmest forarget over spørgsmålet.

»Han hænger os op på det. Så spørger han, hvor vi har været henne og sådan«, stemmer 17-årige Sofie-Marie Jørgensen i.

Tungehoveder

Inden klassen bevægede sig mod Strøget, var tavleundervisningen om globalisering lidt tynget af, at nogle af klassens omkring 30 elever havde fejret ’lille fredag’, og hovederne var derfor lidt tunge. Den sødlige lugt af alkohol hang i lokalet, indtil en af pigerne åbnede et vindue, så Kristoffer Stauning Truelsens samfundsfagsundervisning fik et frisk pust.

Både 5, 10 og 20 minutter inde i timen kom flere elever dumpende ned på deres pladser og tændte for deres computere med Facebook som startside. Flere af eleverne fortæller selv, at hg er et sted, hvor man er på et »wildcard«.

Undervisningspris: Fremtidens fyrtårne er fundet

»For mig var det sådan lidt, at jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle, da jeg startede. Men nu vil jeg gerne arbejde i en butik«, siger Sebastian Andersen på 17 år, der i dag er en af dem, der er lidt ramt af gårsdagens udskejelser.

»Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges. Jeg oplever mange, der ikke lige vidste, hvad de skulle lave, men når de så er færdige her, finder de ud af, at de har fået mange redskaber, som de enten kan bruge til at få fede praktikpladser med eller til at læse videre«, siger Kristoffer Stauning Truelsen.

Ingen røv i sæde-undervisning

I den modsatte længe af Niels Brock-skolen holder de gymnasiale handelsuddannelser til. Skolen er skarpt opdelt med hver sin indgang. Og det er eleverne på hg meget bevidst om.

»Jeg har oplevet en elev herfra, der ikke turde gå over på gymnasiedelen af skolen, fordi han troede, at han var dummere end dem. Så tog jeg hele flokken og gik derover. Det gad jeg ikke høre. De er ikke mindre værd end nogen, der har valgt gymnasiet. De her elever skal have noget faglig stolthed og selvværd. Jeg synes, at samfundet har talt hg ned på en måde, der slet ikke er rimelig«, siger Kristoffer Stauning Truelsen.

For det er faktisk nogle rigtige dygtige elever, som Kristoffer Stauning Truelsen underviser. Hvis han skal sige det selv. De skal bare undervises med andet end røv i sæde- og tavleundervisning.

Diskussion om demokrati

Tilbage i klassen var emnet globalisering drejet over i en diskussionen om demokrati.

»Altså, det ville jo på den ene måde være godt, hvis stammerne i Afrika også havde demokrati. Altså, forudsat at de folk, der er under høvdingen, nu har lyst. Eller ... ej, det er nok ikke det bedste eksempel«, erkender Sebastian Andersen efter en del fumlen med ordene om demokrati.

LÆS OGSÅ Eleverne skal kunne spejle sig i en ung lærer

En ny elev byder noget mere sikkert ind. Han mener, at de danske styrker i Afghanistan er et udmærket eksempel på udbredelsen af demokrati, og at det i den forbindelse også er interessant at kigge på Nato. Det får to andre drenge til at løfte hovedet fra computerskærmene og ytre deres uenighed. De mener ikke, at Nato har noget med demokrati at gøre.

Ingen rækker hånden op, men alle respekterer talerens taletid. Midt i klassen står Kristoffer Stauning Truelsen. Og uden at eleverne rigtig opdager det, styrer han debatten tilbage på emnet globalisering.

Mie Louise Raatz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her