De vandt prisen: Loris satte sig for at lære 50 danske ord om dagen - siden fik hun Politikens Undervisningspris

Eleverne skrev på tavlen, hvorfor Loris El-Haj var en god lærer. De skrev blandt andet: »Hun er vores anden mor«.  Mads Nissen/POLFOTO
Eleverne skrev på tavlen, hvorfor Loris El-Haj var en god lærer. De skrev blandt andet: »Hun er vores anden mor«. Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Når vinderne af Politikens Undervisningspris bliver hædret ved en prisfest onsdag 2. maj, er det sjette år i træk, at prisen bliver uddelt.

Indstil en dygtig lærer her

Dermed står vinderne af årets priser på skuldrene af talrige undervisere fra grundskolen og ungdomsuddannelserne, som har modtaget hovedprisen på 75.000 kroner eller en særpris på 25.000 kroner.

Her følger et lille udpluk af de seneste års vindere.

2016: Særpris til lærer og forbillede i modtageklasser

Da Loris El-Haj som 15-årig kom til Danmark som flygtning fra Libanon i 1990, satte hun sig et mål. Hver dag ville hun lære 50 nye danske ord udenad. Uden sprog, ingen fremtid i Danmark, lød den unge kvindes rationale.

Efter 4 måneder kom hun i en almindelig dansk 8.-klasse. Siden blev hun lærer. Og godt 25 år senere blev hun i 2016 hædret med en særpris ved uddelingen af Politikens Undervisningspris for sit arbejde med modtageklasser for flygtninge og andre nytilkomne på Sletten Skole på Fyn.

»Man kan godt glemme fortiden og starte forfra. Det har hun gjort«, som den 16-årige syriske flygtning Bidar sagde.

Loris lærer flygtningebørn, at det er »svært, men ikke umuligt«

2017: Kontant og populær dansklærer tager hovedprisen

Hele 69 elever, forældre og kollegaer indstillede sidste år Mette Petersen fra Lillevang Skole i Allerød til Politikens Undervisningspris. Dermed blev dansklæreren den mest indstillede blandt alle 2.475 indstillede undervisere.

Mette Petersen endte også med at vinde hovedprisen og 75.000 kroner i grundskolekategorien. Hun beskriver sig selv som en traditionel lærer, der ikke har »1.000 bevægelsesaktiviteter lagt ind i undervisningen«.

Og den klassiske stil med tavleundervisning, gruppearbejde og klare beskeder går rent ind, når læreren hedder Mette Petersen.

»Mette er bare en helt fantastisk lærer. Hun er enormt struktureret og giver os nogle klare mål, så vi ved, hvad vi skal lære«, som elev og indstiller Sofie Berntsen fra 9.b på Lillerød Skole sagde.

'Mor nummer 2' slår alle andre med flest indstillinger som årets lærer

2015: 'Nico' hanker op i eleverne

En lang række nuværende og tidligere elever indstillede i 2015 Nicolas ’Nico’ Fischer til Politikens Undervisningspris.

Og underviseren på byggemontage-teknikeruddannelsen (BMT) på Roskilde Tekniske Skole endte også med at tage prisen i erhvervsskolekategorien og de 75.000 præmiekroner.

»Jeg vil gå så langt som at sige, at ’Nico’ reddede mit liv. For hvis han ikke havde hanket op i mig, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg ville have været i dag«, skrev en af de tidligere elever, der havde indstillet Nicolas ’Nico’ Fischer til prisen.

Erhvervsskolevinder: Han giver eleverne hår på brystet

2014: Humørbombe får pris for at formidle naturvidenskab

Henning Afzelius modtog i 2014 Politikens Undervisningspris for sin evne til at få matematiske formler, det periodiske system og sågar stjernerne på himlen til at give mening for unge gymnasieelever på Nørre Gymnasium i Brønshøj i sine matematik-, fysik- og astronomitimer.

Noah Bach-Marklund var en af mange elever, der indstillede den naturvidenskabelige lærer til prisen:

»Folk glædede sig altid til timerne, fordi man vidste, at Henning stod derinde. Hvis man svarede korrekt på et eller andet, blev Henning jo fem gange så glad som én selv, og det løfter bare humøret«.

Selv var gymnasielæreren ydmyg om sin hædersbevisning.

»Jeg har tit stået sammen med mine kollegaer og spurgt, hvad de gør, og kunne jeg lige aflure og lære noget af dem. Pludselig er det mig, andre spørger til råds. Og det er meget mærkeligt. Kan jeg faktisk sige noget, som andre kan bruge til noget?«.

Vinder af Politikens Undervisningspris: »Bare kunderne er glade«

Peter Schøler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her