Det skal handle om karburatoren denne onsdag morgen på TEC Hvidovres grundforløb for cykel- og motorcykelmekanikere.
Den mekaniske karburator er hjerteblod for underviser Kim Kjærside. Den giver motorcyklen og ældre biler sjæl og sanselighed i modsætning til de moderne elektronisk styrede indsprøjtningsmotorer.
Vinderne hyldes 2. maj
»Jeg kan bedst lide karburator. Den giver den der snerrende lyd. Som en bengalsk tiger, der er fanget i et bur. Det er en helt speciel lyd«, siger Kim Kjærside.
Karburatoren kan lidt forsimplet sammenlignes med menneskets spiserør og lunger, forklarer den 49-årige underviser. Det er her, føden i form af benzin og ilt kommer ind, før det bliver sendt videre til motoren.
Jeg kan bedst lide karburator. Den giver den der snerrende lyd. Som en bengalsk tiger, der er fanget i et bur
»Det hele er en mekanisk, levende organisme«, siger Kim Kjærside.
Han er i bogstaveligste forstand vokset op med motorer, karburatorer og olie på fingrene. Hans far og bror havde et autoværksted i Københavns Nordvestkvarter.
»Da de andre børn i seks-syv års alderen fik en fodbold i hånden, fik jeg en vinkelsliber. Det ville man nok korse sig over i dag, det var ikke helt så økologisk. Men alle i familien er mekanikere«, siger underviseren.
Alle skal med
Kim Kjærside er en af de fem nominerede til Politikens Undervisningspris i erhvervsskolekategorien. Undervisningsprisen er inddelt i tre kategorier – grundskolen, gymnasierne og erhvervsuddannelserne – og i hver kategori skal der findes en hovedprisvinder og to særprisvindere. Vinderne hyldes ved en prisfest i Politikens Hus i den kommende uge.
Opløb: Her er alle de nominerede lærere til Politikens UndervisningsprisDer er adskillige elever, som har indstillet Kim Kjærside til undervisningsprisen. De fremhæver, at han altid bevarer det kølige overblik, et tårnhøjt fagligt niveau og humoren, når klasselokalerne og værkstederne er fyldt med elever, der skal sendes videre i systemet til arbejdspladserne. Flere nævner underviserens evne til at favne mennesker med vidt forskellige drømme og ambitioner.
»På et teknisk grundforløb findes mange forskellige typer, hvoraf flere er udsatte unge med fare for at drukne i uddannelsessystemet. Kim formåede at holde på alle elever og opmuntre dem til at fortsætte et videre forløb«, skriver den tidligere elev Mikkel Normann i sin begrundelse for, hvorfor Kim Kjærside bør modtage Politikens Undervisningspris.
Kim formåede at holde på alle elever og opmuntre dem til at fortsætte et videre forløb
Kim Kjærside er uddannet som cykelsmed, men har skilt motorcykler ad hele sit liv. Dermed passer han rigtig godt ind som underviser på TEC Hvidovres grundforløb for cykel- og motorcykelmekanikere. De er samlet i et uddannelsesforløb, fordi cyklen og motorcyklen på lange stræk ligner hinanden i opbygning og teknologi.
Nu tager dommerne over: 2.035 har indstillet lærere til Politikens UndervisningsprisHer kommer mennesker med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Nogle er skoletrætte ud over alle grænser og kæmper for at få en uddannelse. Andre er målrettede og drømmer måske om at blive mekanikere på et Tour de France-hold eller at uddanne sig videre som ingeniør. Alle skal rummes, siger Kim Kjærside.
»Eleverne skal have en tiltro til, at jeg vil dem det bedste, og at jeg har styr på min undervisning. Uanset niveau skal eleverne have de bedste forudsætninger for at klare sig godt igennem forløbet. Vi er sammen om det her«.
Kundens kæreste eje
I værkstedet på TEC Hvidovre står Simon Christian Flensborg bøjet over karburatoren på en hvid Suzuki-motorcykel. Hallen er fyldt med motorcykler på lifte. På etagen ovenover hænger cyklerne. Der lugter af gummi fra dækkene.
»Hvad så, Simon, har du styr på det hele?«, spørger Kim Kjærside sin elev. Han er ikke helt tilfreds med, at eleven har løftet en skærm op uden at lade den hvile på et klæde af stof. Metal mod metal giver ridser og utilfredse kunder ude i det virkelige liv.
»Du kan komme ud for på et værksted, at den her motorcykel er kundens kæreste eje«, siger Kim Kjærside med et overbærende smil.
For mig handler det om glæden ved arbejdet. Det er virkelig sæsonbetonet at være motorcykelmekaniker
Ellers har han ikke meget at udsætte på sin elevs arbejde. Simon Christian Flensborg begyndte med at skrue i knallerter og siden motorcykler. Han er 33 år og har både skoleforløb som tømrer, elektriker, vvs’er og bygningskonstruktør bag sig. Han har gjort en levevej ud af at sætte huse i stand, udleje dem eller sælge dem videre. Nu vil han gerne kunne tjene penge på interessen for motorcykler, gerne som deltidsansat på et værksted.
»For mig handler det om glæden ved arbejdet. Det er virkelig sæsonbetonet at være motorcykelmekaniker. Det ene halvår er der måske slet ikke noget arbejde«, siger Simon Christian Flensborg.
Nomineret til lærerpris: »Her har vi ikke 17 procent tosprogede elever. Vi taler 45 forskellige sprog«Han deler passionen for den mekaniske maskinkraft med sin underviser. For Kim Kjærside er det en balancegang, for den teknologiske udvikling er hastig, både når det kommer til cykler og motorcykler.
Hans elever skal klædes på med den seneste nye viden, men samtidig savner han lyde, dufte og køreglæde, 100
når alt bliver elektrificeret.
»Der forsvinder noget sjæl og barnlig glæde. Men hvis planeten overlever, er det jo også godt«.
fortsæt med at læse