Der er nogle mennesker, der bliver ved med at vende tilbage til os i forskellige former på forskellige tidspunkter. Sådan har podcastværten Josephine Kuhn det med sin tidligere dansklærer fra folkeskolen.

Fries Before Guys-podcastvært: »Han har været en kæmpe gamechanger i mit liv«

Lyt til artiklen

Det er lige før, at podcastværten rent faktisk får præstationsangst, da Politiken ringer til hende for at høre om dén lærer, der har sat sig fast i hendes hukommelse.

»Jeg føler næsten ikke, at jeg kan give en god nok hyldest«, lyder det fra Josephine Kuhn, som er den ene del af podcasten ’Fries Before Guys’, der giver et intimt indblik i at være ung kvinde med dertilhørende kvartlivskrise.

I anledning af Politikens Undervisningspris fortæller hun om den lærer, der endte med at være en kæmpe gamechanger i hendes liv. Du kan selv indstille en lærer, der har eller har haft stor betydning for dig lige her til og med mandag den 28. marts.

Helstøbte mennesker

Josephine Kuhns gamle dansklærer Flemming Danstrup viste en helt særlige interesse for sine elever på Gug Skole i Aalborg. For ham var det vigtigt, at de blev så helstøbte mennesker som muligt.

»Han var jo nærmest en omsorgsperson for mig. Det er i hvert fald sådan, at jeg tænker tilbage på ham. Han gik op i at danne os snarere end at uddanne os. Vi skulle lære at tænke fremfor udenadslære«.

»Mine tanker har aldrig sluppet det indtryk, som han gav som menneske og som lærer. Han er sådan en, hvor jeg lige tænker, om jeg skulle finde ud af, hvor han bor og spørge, om han ikke lige giver en kop kaffe for at fortælle, hvor meget det betød, den måde som han var med til at gøre os teenagere til helstøbte mennesker«, siger Josephine Kuhn.

’What, hvad skal det betyde?’

Hun beskriver sin tidligere dansklærer som en institution i sig selv. Det var måden, som han trådte ind i klasselokalet på. Det var måden, som han styrede hele flokken af belastende teenagere som en dirigent, fortæller Josephine Kuhn.

»Altså... at få Fluernes Herre til at være spændende for en gruppe teenagere. Det var fandeme en kunst«.

Josephine Kuhn finder sit gamle kladdehæfte frem, hvor der står ’KONTROL - stav det ikke bagfra’. Det var nemlig sådan, at hver time med Flemming Danstrup begyndte. Med et mystisk citat på tavlen.

»Vi tænkte alle ’what, hvad skal det betyde?’ men på den måde formåede han at fange os. Jeg følte i hvert fald en enorm lyst til pludselig at gøre mig umage, fordi han virkelig vækkede en interesse«, siger Josephine Kuhn og finder sit gamle kladdehæfte frem, hvor der står: ’Kontrol - stav det ikke bagfra’.

Det var ham, der åbnede døren ind til litteraturens verden, og det var derfor også ham, der på mange måder var inspirationskilden til karrieren som podcastvært.

»Det har været med til at forme det arbejdsliv, som jeg har i dag, hvor jeg selv formidler følelser. Hans undervisning har været et fyrtårn i hele mit analyseapparat, når jeg åbner en bog«, siger hun og tilføjer:

»Da min makker og jeg udkom med en bog i 2019, så kan jeg huske, at jeg tænkte ’tænk, hvis jeg kunne fortælle det her til Flemming«.

Marie Juul Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her