Eleven ved tavlen er ved at gennemgå Thales’ bevis for topvinkler. Hun skriver og tegner koncentreret og uden tøven på whiteboardet, mens de øvrige 17 elever i klassen følger nøje med. Der er helt stille under fremlæggelsen, og da den er slut, får pigen en kort klapsalve. Også klassens matematiklærer Pasha Sheshgol er tilfreds og bemærker, at fremlæggelsen tilmed var ganske pædagogisk. Vi er i 1. y på stx-uddannelsen på CPH West i Ishøj, tidligere kendt som Ishøj Gymnasium.
Ikke nødvendigvis et problem
Skolen ligger midt i det, der ofte med en negativ ladning bliver kaldt for Vestegnen i København, umiddelbart uden for vinduerne troner de første af mange kedelige etagebyggerier, og fordommene om skolerne herude står i kø: Her er indvandrertungt, her er bandeproblemer, her er lavt fagligt niveau – og her er ballade.
1. y passer bare ikke ind i fordomsbilledet. Der er i hvert fald ikke ballade. Der er heller ikke nogle tegn på dårligt niveau – eleverne kan tværtimod Thales og Pythagoras’ ligninger på fingerspidserne. De ser også pæne og ordentlige ud. Én fordom kan de dog ikke løbe fra. Af de 18 elever er kun fem leverpostejsblege, etniske danskere.
»Folk tror, her er mange indvandrere, og det er der også. Men det er jo ikke nødvendigvis et problem«, siger en af drengene, da Politiken konfronterer klassen med fordelingen.
Enormt potentiale
Helt uproblematisk er det dog ikke. Det kan godt være, at 1. y tager sig godt ud, men faktum er, at stx’erne i Ishøj har et af landets laveste karaktergennemsnit. Det hverken kan eller vil vicerektor Suzanne Strange skjule.
»Vi har mange meget dygtige elever, men vi har også rigtig mange, der trækker i den anden retning. Mange af dem får jo overhovedet ingen hjælp hjemmefra, skal du huske på«, forklarer hun og uddyber: »Du ser det bare typisk ikke i klassen, fordi hovedproblemet er skriftligt. Mange af eleverne er simpelthen for dårlige til at skrive«. Vicerektoren understreger dog også, at hendes elever rummer et enormt potentiale, og at de næsten alle sammen alene ved at gå på skolen er ved at bryde deres sociale arv. I et velfriseret villakvarter Inde i 1. y er de rigtig trætte af det dårlige ry. Her er lokalpatriotismen høj. De fortæller stolte om den pige, der havde et af landets højeste gennemsnit sidste år, og den elev fra htx fra samme bygning, der var med i finalen ved den danske afdeling af bioolympiaden tidligere i år. Helt så meget grund til at forsvare sig fagligt har de ikke godt 25 kilometer mod nordøst på Aurehøj Gymnasium midt i Gentofte – der bliver vrænget ’Sjangtofte’, ad dem, der ønsker at gøre opmærksom på områdets velstand. Placeret lige midt i et velfriseret villakvarter kan både elever og lærere nemlig hvile trygt i det faktum, at man her havde landets højeste studenterkaraktergennemsnit sidste år: 7,91.





























