Det er kun en uge siden, at jeg forbandt Findus med noget aldeles hyggeligt – en lille fræk kat i grønne bukser, der bor hos gamle Peddersen i et dejligt svensk børnebogsunivers. Men i den seneste uge er svenske Findus pludselig forbundet med fødevaresnyd og okselasagne, der i virkelighedens verden var hestelasagne. Jeg skal nok hurtigt komme over, at navnet Findus har tabt sin uskyld. Men det er noget sværere at komme sig over, at europæiske fødevarer har mistet deres. For tilbagetrækningen af 400.000 færdigretter fra den svenske fødevaremastodont Findus – på grund af de store fund af hestekød i oksekødsfærdigretter – har afsløret, at den fødevarekontrol, som EU ellers er så stolt af, er alt for stormasket. EU’s fødevarekontrol blev ellers kraftigt opprioriteret efter den kogalskab, der hærgede Storbritannien i 1996, som afslørede et akut behov for at kunne følge køds rejse rundt i Europa.
Minister skal svare på, om fødevarekontrollen er helt til hest Man ville gennemføre en jord til bord-kontrol, som skulle omfatte alle led fra landbrugsproduktion, fødevareindustri, salg og distribution – og antallet af ansatte på EU’s Fødevare- og Veterinærkontor blev i 1997 øget fra 40 til 160. Men sagen med hestelasagnen afslører, at fusk med fødevarer stortrives i Europa, og at jord til bord-kontrollen angiveligt ikke skræmmer og fanger de kriminelle, der under kødets rejse til forbrugernes spiseborde ombytter indholdet til noget andet, end der står på pakkerne. Heldet er, at snyderiet opdages i en sag, hvor fødevarefuskeriet ikke gør folk syge, men højst giver de narrede forbrugere en dårlig smag i munden.




























