Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ulighed. Forældrekøb øger uligheden. Tegning: Per Marquard Otzen

Ulighed. Forældrekøb øger uligheden. Tegning: Per Marquard Otzen

Anette Claudi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forældrekøb øger uligheden

Den voldsomme ulighed på boligmarkedet bliver skruet i vejret, når forældre køber boliger til deres børn. De, der én gang har vundet på boligmarkedet, vinder en gang til.

Anette Claudi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De fleste af os er opdraget til, at man ikke kommer sovende til noget. Men det holder ikke.

Jeg har faktisk hver eneste nat de seneste 18 år sovet mig til flere penge.

Vores hus står bare der bomstille, og ud over det egentlige formål at give os dejligt husly sørger det for, at vi bliver rigere. I nogle perioder går det endda så stærkt med værdiforøgelsen, at det såmænd økonomisk konkurrerer med det, der ryger ind på vores lønkonti. Sådan er det også for naboen, genboen og alle de andre, der bor i villakvarterer eller ejerlejligheder i København. Eller Aarhus. Eller Odense.

Men slet ikke for dem i Tønder, Guldborgsund eller Vordingborg. De har i lange perioder tabt penge hver eneste nat. Det er skævt og ulige.

Det er over de seneste 20 år blevet sådan, at vi ikke uddanner og arbejder os til rigdom, men i stigende grad bor os til den. Altså os, der har sat os på de rigtige matrikler på det rigtige tidspunkt i de rigtige byer.

Vi bor os til ulighed - og for hver nat vi sover, bliver det mere ulige

Selv om vi bor i et land med høj beskatning, er netop denne form for formuetilvækst helt og aldeles skattefri. Undtaget, fordi politikerne ikke tør røre ved boligbeskatningen. Af frygt for vælgertæsk fra den magtfulde gruppe af boligejere. Det er et politisk no-go.

Det virker ikke fair. Eller logisk i et land, hvor vi ynder at fremhæve, at vi er ret så lige. Vi bor os til ulighed – og for hver nat vi sover, bliver det mere ulige.

Søndag morgen vågnede jeg – sikkert lidt rigere på grund af mine mursten – til Politikens artikel om, at ’Forældre bliver boligspekulanter’. Og oplevelsen af manglende fairness voksede.

Bunkevis af boligejere, der stort set uden indsats har fået friværdi i deres bolig, køber lejlighed til deres børn, når de flytter hjemmefra og skal studere i storbyerne. I København, på Frederiksberg, i Aarhus og Odense udgør forældrekøb mellem 15 og 45 procent af ejendomsmæglerkæden Homes bolighandel. Det er godt nok mange.

Flere eksperter advarer om, at det presser boligpriserne op, som så gør det endnu sværere for dem, der ikke har friværdiforældre, overhovedet at kunne købe nogen form for bolig. Og heller ikke helt almindelige danske familier med gennemsnitsindkomst kan komme i nærheden af ejerboliger tæt på København – de må bosætte sig et godt stykke uden for byen, fordi priserne i storbyen konstant stiger. En ugunstig spiral.

Selvfølgelig vil forældre gerne hjælpe deres børn. Godt begunstiget af låne- og skattefordele træder de til, fordi det er svært at finde lejebolig i storbyerne, som er til at betale, når man er ung og studerende. En slags statsstøttet nødhjælp til børnene.

Med god friværdi i ryggen kan de få langt billigere lån, end den unge selv ville kunne få, og frem for alt kan forældrene trække en stribe udgifter som vedligehold, fællesudgifter og grundskyld fra i skat – endda i topskatten. For lige at toppe understøttelsen af disse massive forældrehjælpskøb træder Udbetaling Danmark til med boligsikring til datteren eller sønnen, når der skal betales husleje til forældrene. Boligstøtten udgør op til 15 procent af huslejen og opgøres bl.a. efter indkomst og lejlighedens størrelse og tilstand.

På den måde er også alle de, der bor i Tønder, Guldborgsund og Vordingborg, med til at finansiere gode boligløsninger for næste generation af vinderne på boligmarkedet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og boliguligheden går i arv.

Det er mærkeligt, at en del af en husleje – hvis størrelse fastsættes rundt om familiespisebordet (dog skal den nogenlunde afspejle markedsprisen), og som afregnes mellem forældre og børn, som i forvejen har alle mulige hyggeregnskaber – overhovedet kan havne som en regning hos Udbetaling Danmark. Det er stat og kommune, der deles om at betale boligstøtten. Hvorfor skal vores fælles pengekasse blandes ind i denne familiegavebod?

Måske skulle de politikere, som ellers for tiden har travlt med at tælle velfærdsknapper og holde hårdt på dem, så de ikke bare deles ud, løfte blikket og få øje på nogle af de velfærdskroner, der går til grupper, der bor sig til velfærd.

Der er både penge og lighed at hente på storbyernes villaveje og i boligkarreer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden