Ifølge Nordjyske Stiftstidende har Ny Alliance skrevet sine tre stiftere ind i selve partivedtægterne som særlig ophøjede autoriteter. Det hedder således i paragraf 2: »Det er foreningens formål til stadighed i samarbejde med foreningens medlemmer at udvikle foreningens politik samt at udvikle og konsolidere foreningens organisationsstruktur efter stifternes grundholdninger.« Efter stifternes grundholdninger? Den første tanke kunne være, at det vist er lige lovlig spøjst ligefrem at udråbe sig selv som autoriteter i et sæt vedtægter. I hvert fald er det i den retning, professor i statskundskab, Jørgen Elklit har ræsonneret: »De får en slags guru-status, som får mig til at tænke på Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen. Det kan man måske forstå med Glistrup og hans Fremskridtsparti, men her virker det overraskende, fordi det ikke lægger op til respekt for de medlemmer, som har meldt sig ind og er lovet indflydelse. Det er en nydannelse, som undrer mig.« (Nordjyske, 23.8.2007). Nøgternt betragtet er det dog næppe spor odiøst, at et nyt parti vil sikre sig mod at blive løbet over ende (eller kuppet) af helt nye medlemmer, mens partiet endnu er i opstartfasen. Det er her, partiidentiteten skal findes og fastholdes. Gitte Seeberg afviser da også, at vedtægterne vil bevare denne selvreference til de tre stiftere efter næste valg, og derfor synes professor Elklit trods alt også at være lidt ude på overdrevet. Det, der imidlertid også i mine øjne forekommer noget selvmodsigende, er ikke en midlertidig bestræbelse på at sikre partiets opbygning, men at det sker på netop denne måde. En naturlig sikring mod kup og kaos i en skrøbelig begyndelse kunne gøres på mange andre måder - f.eks. ved at lade tillidsposter og kandidater udpege direkte af stifterne som en midlertidig foranstaltning inden første valg (og dette er vel også allerede praksis i Ny Alliance?) eller ved at have nogle klare eksklusionsmuligheder, også af midlertidig karakter. Men først og fremmest ved naturligvis at have haft et færdigt partiprogram som fundament, da man gik i luften - et program, som man så kunne sikre mod ændringer indtil første valg eller første ordinære landsmøde. Til gengæld er det vanskeligt at se, hvorledes en så upræcis formulering overhovedet kan bruges som bindende paragraf i et sæt vedtægter; for det første fordi referencen til »stifternes grundholdninger« er meget luftig, og for det andet fordi man dermed reelt sætter partiets så vidtløftige ord om den særlige og nytænkende medlemsindflydelse ud af kraft. I stedet skulle partiet vel blot have konstateret fra begyndelsen af, at medlemmerne snarere har status af rådgivende støttemedlemmer, indtil partiets opbygning er færdig - hvortil en rimelig deadline ville være efter afholdelsen af det førstkomne folketingsvalg. Men selv om dette også er konsekvensen af vedtægterne, vlle det nok ikke lyde så godt at blotlægge fra første færd - og så får vi altså i stedet det sædvanlige politiske spil, hvor tingene skal pakkes ind i salgbart gavepapir og gummielastikker.