Obama gør op med Bush-æraens globale terrorhysteri

Lyt til artiklen

Barack Obamas kontra-terrorrådgiver, John Brennan, har fremlagt den nye antiterror-strategi, der måske er begyndelsen på et nøgternt farvel til Bush-administrationens fejlslagne politik. Fremover skal der i stedet fokuseres meget mere på et opgør med ideologien bag og betingelserne for terroren, og udover de militære magtmidler mod konkrete terrorgrupper skal USA bl.a. bidrage til uddannelse og økonomisk tryghed i områder, hvor f.eks. al-Qaeda med held har rekrutteret folk. Den globale War on Terror er dermed reelt taget af bordet som den kontraproduktive politik, den (i bedste fald) var udtryk for, og terrortruslen har fået en mere realistisk placering på dagsordenen som én blandt en vifte af “transnationale trusler”, som amerikansk udenrigspolitik skal beskæftige sig med. “Kampen mod terrorister og mod voldelig ekstremisme definerer, ja, forvrænger, ikke længere hele vores udenrigs- og sikkerhedspolitik,” fastslog Brennan i sin første tale (Information, 8.8.2009). “Det er selvfølgelig korrekt, at al-Qaeda og andre terroristgrupper opererer i mange verdensdele, men hvis vi skildrer vores bestræbelser som en global krig, falder vi i hak med al-Qaedas fortælling.” Brennan betonede i den forbindelse en meget vigtig pointe, som Bush (heller) aldrig forstod: “Terrorisme er blot en taktik anvendt til at opnå et mål, som i tilfældet al-Qaeda handler om at opnå global dominans gennem et islamisk kalifat. Terrorismen er derfor ikke en strategi, så hvorfor skulle en stor og magtfuld nation som USA lade sit forhold til en milliard muslimer verden rundt definere af en lile gruppe muslimers snæversynet had og nihilistiske aktioner?” Han lagde også skarp afstand til tidligere amerikansk tortur-praksis: “Præsident Obama har ret: Den slags metoder er ikke behjælpelig for vores kontraterrorismestrategi; faktisk hjælper det terrrorister med at skaffe rekrutter og gør det vanskeligt for andre nationer at samarbejde med os.” Hvor lidt eller meget Obamas strategi kommer til at betyde i praksis de kommende år, vil tiden vise. Men om ikke andet er grundelementer i Brennans analyse et væsentligt og nødvendigt opgør med Bush’ (anti)terrorparadigme, hvis primære effekt (og det primære mål) selvfølgelig var at fastholde og profitere indenrigspolitisk af et vanvittigt opskruet frygtniveau over for den i realiteten yderst beskedne slagstyrke (og fiktive globale magt), som antivestlige terrororganisationer besidder. En skridt i den rigtige retning. APROPOS Kritisk analyse af den globale sikkerhedssituation og trusselscenariernes iscenesættelse før og under Bush-æraens begyndelse: Terrormyten og det amerikanske imperium

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her