Når statsminister Anders Fogh Rasmussen endelig har givet sig og pludselig vil tillade (nogle) irakiske asylsøgere at bosætte sig uden for asylcentrene, er det naturligvis et ubetinget fremskridt, som vi ikke kan takke regeringen for, men derimod det store pres fra en række foreninger, kritiske faggrupper og private initiativer samt vedholdende journalistisk afdækning af de traumatiserende forhold. At Fogh for at redde ansigt stadig fastholder, at det er forældrenes skyld, at især børnene er havnet i årelang indespærring med udtalte psykiske problemer til følge, er ikke mindre pinligt end Dansk Folkepartis gentagelse af samme synspunkt. For som tidligere nævnt: