Først sprang Socialdemokraterne pr. automatreaktion helt ureflekteret på De Konservatives burkaforbud, idet de nøjagtigt ligesom Espersen, Mikkelsen & Khader antog, at det var a walk in the park at score populistiske points på dét, der ellers var et typisk Dansk Folkeparti-forslag. Til både De Konservatives og Socialdemokraternes overraskelse var modstanden imidlertid betragtelig hos Venstre, men også i socialdemokraternes og de konservatives egne rækker, hvor man ikke har helt samme tradition for kæft-trit-og-ensretning i forhold til de respektive partiledelser som i Dansk Folkeparti. Og sluttelig måtte Socialdemokraternes ledelse ligefrem finde nye ben at gå på, hvilket har udmøntet sig i en justeret version af burkaforbudet. Derfor måtte partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, for en ordens skyld også lige tilbagekalde sit partis hidtidige position - det skete med følgende ræsonnement: »Vi synes stadig, at burkaer er et overgreb mod kvinder, og vi syntes oprindeligt, at det var en god ide med et forbud. Men alle de eksperter, vi har snakket med, siger, at det formentlig strider mod Grundloven. Dét må vi selvfølgelig bøje os for.« ( Information, 6.9.2009). Måske skulle Socialdemokraterne - og andre - prøve (det i moderne politik så uhørte), at sætte sig ind i grundlaget for og konsekvenserne af deres politiske hofteskud, før de fyres af? Sass Larsen skynder sig imidlertid at understrege, at han skam er meget velvilligt stemt over for de meget ædle intentioner, som ligger bag forslaget om et burkaforbud: »Jeg forstår godt Dansk Folkepartis intentioner, som jeg også finder sympatiske. Men vi kan aldrig stemme for noget, der er grundlovsstridigt. Det giver ingen mening.« Ingen oppositionspolitisk selvstændighed her - nej, vi ville så gerne stemme sammen med DF og forbyde burkaer, men da dét er grundlovsstridigt, må vi finde på et eller andet krumspring for alligevel at forbyde burkaer ... I stedet for har Sass Larsen & Co. således udtænkt et andet forbudsforslag, ifølge hvilket det skal være strafbart at »tvinge« nogen til at bære religiøs beklædning, herunder burkaer, tørklæder, kalotter osv. Udover det åbenlyst vanskelige, for ikke at sige ofte umulige i at bevise en sådan tvang, endsige overskue og håndhæve rækkevidden heraf, er det blot en fortsættelse af den overbudssignalpolitik, som i praksis næppe vil få skyggen af gavnlig effekt, men blot cementere og stimulere den efterhånden permanente politiske proportionsforvrængning, der er gældende over for hvad som helst, der kan forbindes helt eller delvist med muslimer. Dertil kommer så det oplagte spørgsmål: Når nu Socialdemokraterne tidligere var parat til at fare ud med raketfart og heppe på Khaders burkaforbud uden at have skænket det helt oplagte forhold en tanke, at dette muligvis kunne være i modstrid med Grundloven, har Sass Larsen så denne gang undersøgt og gennemtænkt det nye forbudsforslag i alle tænkelige juridiske og politiske detaljer? Nej. Bare lidt da? Nej. Blot to enkle og relevante spørgsmål fra Informations Christian Lehmann sætter Socialdemokraternes politiske ordfører skak: