Da Det Radikale Venstres Elsebeth Gerner Nielsen solidariserede sig med muslimske kvinders ret til frivilligt at bære hovedtørklæde, og selv lod sig fotografere iført et tørklæde med teksten Speak up!, reagerede Khader med voldsom kritik, som Kjærsgaard i sin ønsketænkning købte som en udslagsgivende årsag til hans brud med de radikale. Kjærsgaard og Khader gik her hånd i hånd, som tidligere beskrevet: Khaders og Kjærsgaards parløb i tørklædedebatten. Khaders tørklæde-kritik var led i et ikke særlig sympatisk taktisk spil - han havde sandsynligvis blot afventet en anledning til at sige farvel til sit gamle parti. At hensigten også skulle have været en manøvre, der bevidst var designet til at skabe lidt indledende fred fra regeringen og Dansk Folkeparti i det nye partis første dage, er tvivlsomt - men dét var i hvert fald effekten. Dansk Folkeparti, der i forvejen var groggy efter en lang række skandaler og tabet af to folketingskandidater, forholdt sig således fuldkommen passivt, ja, nærmest positivt over for Ny Alliance de første dage. Efter at Naser Khader og Ny Alliance siden har luftet befriende ideer om at nedlægge asylcentrene og få asylansøgere ud i samfundet, adskille kirke og stat, gøre det lettere at få statsborgerskab, afskaffe starthjælpen og undersøge 24-års-reglen, er Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til gengæld røget helt op i det røde felt. Men hun lagde som nævnt anderledes ud: »Dansk Folkeparti byder Khader og Samuelsen velkommen i kampen mod islamismen i Danmark.« (7.5.2007). Det var blot et par timer før, hun opdagede, at partiets tredje initiativtager var Gitte Seeberg, som havde forladt De Konservative, og hvis kritik af Dansk Folkeparti tidligere førte regeringen ud i sin største interne krise (jf. Bendt Bendtsen banede vejen for Ny Alliance). Men til trods for, at Ny Alliance straks gjorde det til én af de mest fremtrædende mærkesager at reducere Dansk Folkepartis indflydelse til det minimale, turde Kjærsgaard ikke for alvor gå imod den forrygende mediemedvind, som ikke mindst Naser Khader var begunstiget af. Sågar muligheden af Ny Alliance som borgerlig regeringspartner ville hun ikke afvise: »... hvis partiet kommer ind med et antal mandater, som er afgørende, så må vi jo se, hvordan vi kan få det til at fungere. Vi vil ikke afvise noget – det ville da være dumt.« (Politiken, 14.5.2007). Men det er åbenbart ikke »dumt« længere, for den strategi er to dage senere fuldkommen opgivet. Direkte adspurgt, om hun vil støtte en regering bestående af V, K og Ny Alliance, svarer hun nu: »Nej. Nej. Nej.« (Politiken.dk, 16.5.2007). Og handler det om at give Ny Alliance indflydelse på indvandrer- og flygtningepolitikken fastslår hun: »Ny Alliance skal ikke gøre sig nogen som helst forhåbninger om at rokke politikken i en mere 'human retning'« (avisen.dk, 17.5.2007). Nej, dét kan vi ikke have - ingen human retning i udlændingepolitikken, det ville jo være fuldkommen - ja, humant. Den går ikke i Dansk Folkeparti. Derfor opruster Kjærsgaard nu i krigen mod Ny Alliance og proklamerer, at den frygtelige tørklædetrussel mod fædrelandet skal afværges. Det muslimske hovedtørklæde skal simpelthen totalforbydes i Danmark: »Tørklædet sender et signal om, at 'jeg er anderledes, jeg er muslim og ikke en del af det danske samfund'. Det hører ingen steder hjemme.« (avisen.dk, 17.5.2007). Dertil er det kommet - et hovedtørklæde signalerer, at man er anderledes ... Føj. Væk med dét da. Gad vide, hvornår vi igen skal høre fra Søren Krarup, at det altså også er at sammenligne med et hagekors? Det kan vanskeligt blive mere grotesk. Med stigende desperation stigmatiserer Dansk Folkeparti muslimske kvinder og bestemmer hen over hovedet på den enkelte kvinde, hvad hendes hovedtørklæde symboliserer. Jo, der er sket meget, siden tørklædekrigen blev genåbnet i april, hvor Asmaa Abdol-Hamid blev opstillet som bud på en folketingskandidat for Enhedslisten og meddelte, at hun heller ikke ville tage sit hovedtørklæde af, hvis hun til sin tid skulle blive valgt til Folketinget. Dét ville Dansk Folkeparti heller ikke acceptere. Khaders holdning hertil kom overraskende frem allerede en uge efter hans kritik af Elsebeth Gerner Nielsen og to dage efter offentliggørelsen af Ny Alliance: »Hvis Asmaa og andre kommer i Folketinget og Præsidiet accepterer det, er det i orden.« (B.T., 9.5.2007). I mellemtiden har også Venstre opstillet en muslimsk kvinde som folketingskandidat - Fatma Yeliz Öktem. Det er lidt mindre problematisk for Dansk Folkeparti, eftersom hun jo ikke rigtig ligner en muslim - hun bærer ikke hovedtørklæde. Og dog. Om tørklædet udtaler Öktem: »Jeg bærer kun tørklæde, når situationen kræver det. Det kan være, når jeg lytter til Koranen, eller når jeg deltager i en begravelse.« (Fyens Stiftstidende, 16.5.2007). Av. Godt nok er Fatma Yeliz Öktem derved ikke så »slem« som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, der altid bærer hovedtørklæde offentligt - men også Venstres folketingskandidat læser Koranen. Herom har Dansk Folkepartis Ole Hyltoft sagt: »Et klart svar fra danskerne kunne være, at de, der bekender sig til Koranen med al dens had, krig og fremmedfjendskhed, ikke kan få opholdstilladelse i Danmark.« (Politiken, 8.10.2005). Og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen: »Koranen er jo nærmest religiøs nazisme.« (Politiken, 15.11.2005). Og ikke nok med at Venstres folketingskandidat er muslim og læser i Koranen - hun bærer også hovedtørklæde, når hun gør det. Et symbol, der ifølge Krarup kan sidestilles med hagekorset. Det må være hårdt at være Dansk Folkeparti - et hjørne af det farlige tørklæde har nu infiltreret statsministerens eget parti. Se også billedet herunder fra Venstres hjemmeside - Anders Fogh Rasmussen og Fatma Yeliz Ötkem (nr. 2 fra højre) i selskab med en muslim, der ikke nøjes med at bære hovedtørklæde derhjemme. Og statsministeren smiler. Gisp.