Det er statsminister Anders Fogh Rasmussen meget om at pointere, at det i hvert fald ikke er samfundets skyld, når en række unge med indvandrerbaggrund i flere byer er gået amok og har afbrændt biler, containere og skoler. Hvem er vel også skyld i, at en ung mand sætter ild til en skole? Ja, det er selvfølgelig den eller dem, der udfører og/eller opfordrer til det (medmindre vedkommende skulle være tvunget til det), selvfølgelig ikke »samfundet«. Samfundet er en abstraktion, der hverken kan sætte ild til en bil eller løfte en politistav. Men noget andet end diskussionen om skyld er motiv og årsag, og her er det nærmest manisk, som regeringen og Dansk Folkeparti panikker, hvis nogen skulle drøfte årsagerne til optøjerne. Der må simpelthen ikke være anden »årsag« til, at nogle indvandrerunge går amok end deres kulturbaggrund eller (manglende) opdragelse, punktum. Kunne årelang hetz og marginalisering - ikke fra det danske samfund som sådan, men i det danske samfund - være en medvirkende årsagsfaktor? Nej, vorherrebevares – så gør vi dem til »ofre« for konkrete forhold, og så insinuerer vi jo, at der bl.a. kan være politiske valg og beslutninger, som kunne have undgået eller mildnet de optøjer ved at ændre og mildne forholdene – og dét går ikke! Du kan bare få et job, og så har du at være lykkelig, disciplineret og taknemlig, færdig. Derfor vil man nu også straffe de kriminelle unges forældre. Men tror Dansk Folkeparti og regeringen virkelig, at alle familier er overvågningssamfund og politistater en miniature, hvor forældre er 110 procent klar over, hvad deres børn foretager sig? Og hvis de ikke er klar over det, skal de så fremover forhøre deres børn, eventuelt lukke dem inde, for at finde ud af, om de har stukket ild på en skole eller ej? Og hvad hvis børnene ikke lytter efter deres forældre, skal de så straffe deres egne børn? Eller melde dem til politiet? Ideen er i bedste fald idiotisk. Man forestiller sig en marginaliseret familie, der bliver præsenteret for en regning på en afbrændt bil eller skole, som deres knægt har været med til: At betale ved kasse 1. Det skal nok hjælpe, ikke sandt? Hele indvandrerfamilier, der kriminaliseres, fordi deres søn har været kriminel. Kollektiv straf. Det vil kun betyde, at den onde cirkel fortsætter, intensiveringen og oprustningen fører selvfølgelig til større frustration, når andre unge ser deres kammerats forældre blive »sat ud«, og lunten bliver kun kortere næste gang. Og næste gang. Naturligvis er det helt hen i vejret og fuldkommen uacceptabelt at brænde skoler og biler af, men betyder dét, at vi ikke skal prøve på at forstå baggrunden frem for at ty til ren og skær symptombehandling? Den slags sker jo verden over blandt marginaliserede grupper, når oplevelsen af social og poilitisk uretfærdighed eskalerer. Det sker i USA, når afsløringer af politivold mod sorte kommer for dagens lys, og hele kvarterer raseres. I slipstrømmen plyndres supermarkeder. Der er ingen enkel »logik« mellem, hvad der bliver smadret, og dét, der udløste det, men der er selvfølgelig en sammenhæng. Årsager og motiver er nødvendigvis sammensatte og mudrede – i et tiår har mennesker med indvandrerbaggrund set sig selv og andre blive fravalgt på arbejdsmarkedet pga. et »forkert« navn. De har stået model til den nye danske nationalsport – hån, spot og latterliggørelse, hvor alle muslimer skal rammes og hånes kollektivt. De er blevet dæmoniseret i den politiske retorik, der ofte vender sig mod muslimer og islam som sådan, ikke kun mod muslimske terrorister og ekstremister. De har stået model til tvivlsomme anklager og retssikkerhedsskred, og de er blevet kastebold i valgkamp efter valgkamp - og så tilhører de den eneste befolkningsgruppe, der skal stå model til, at der findes hele partier og foreninger, hvis primære formål er at fremstille deres ganske tilstedeværelse til en uvelkommen belastning. De har skullet stå model til, at dusinvis af moskeer, indvandrerforretninger og -klubber er blevet raseret i brandattentater i 1990'erne, uden at én eneste avis eller politiker nogen sinde har kaldt denne racistiske vold for »terror«. Heller ikke de senere års eksempler på racistiske brandattentater får betegnelsen »terror« eller bliver genstand for utallige avisforsider, store tv-debatter og ugelang debat. Da en indvandrerrestaurant blev bombesprængt for et par år siden i Valby efter racistiske trusselsbreve, nåede det for en gangs skyld enkelte mediers overflade, men der var ingen kø blandt politikerne om at »tage afstand«. Den slags forbigås stort set i tavshed. Igen og igen. En ung muslim blev stukket ned af racister i Esbjerg for få år siden og svævede i livsfare, og det blev til en mikroskopisk notits i én regionalavis. Det ragede åbenbart medierne en papand. Mens drabet på en italiensk turist på Nørrebro til gengæld fik ugelang mega-eksponering i uger og rejste et ramaskrig (der blev gentaget et år senere i »anledning« af drabet) – fordi det her var et par tyrkere, der stod bag? En tyrkisk familie fik sit hjem raseret af brand i Nordjylland og overmalet huset med racistiske slagord – det skete kun få dage før den store sag om de påståede mordplaner mod en karikaturtegner fra Jyllands-Posten. Næsten samtlige medier klappede i som en flok blinde østers i den første sag og ryddede spaltekilometer og timelang sendetid dag efter dag om den anden, selv om den første sag kan fremvise det udbrændte hus og de racistiske slagord, hvor den anden ikke er baseret på skyggen af offentligt tilgængelige beviser. Når unge griber til racistisk vold og brand, er det naturligvis lige så lidt »samfundets skyld«, og årsagskomplekset er ligeledes sammensat. Men den diskussion når vi ikke engang frem til, fordi medier og politikere i så ringe omfang overhovedet registrerer disse episoder. Ingen afkrævede f.eks. Dansk Folkeparti eller yderligtgående ekstremister på højrefløjen at tage afstand fra en racistisk terrorbrand, men hvis muslimer derimod mistænkes for mordplaner uden bevis, tordner Dansk Folkeparti om, at alle muslimske organisationer skal »tage afstand«. Jamen, Dansk Folkeparti skal da ikke stå til ansvar for, hvad racister foretager sig af kriminelle gerninger, blot fordi partiet igen og igen har vist sig som magnet for racister, vel? Nej, selvfølgelig skal de ikke det – men alle Danmarks muslimske foreninger skal naturligvis heller ikke stå til ansvar for, hvad yderligtgående muslimer gør. Stort set ingen medier har overhovedet nævnt den racistiske terrorbrand i Nordjylland, mens vi konstant skal se Westergaards propagandakarikatur som særlig gestus over for Jyllands-Posten. Hvor bliver den særlige gestus af, og hvor er solidariteten over for den tyrkiske familie i Nordjylland? Dæmoniseringen i Danmark har altovervejende slagside mod muslimer i almindelighed. Det ville aldrig nogen sinde ske, at en lignende propagandakarikatur vendt mod katolikker eller jøder fik denne dækning i Danmark. Der er her tale om konstant eksponering på adskillige avisers hjemmesider i dagevis, i de elektroniske medier igen og igen, i det trykte aviser igen og igen. En lignende propagandakarikatur af paven, Jesus, Buddha eller Moses ville højst blive bragt for syns skyld en sjælden gang i begrænsede dele af pressen, men slet ikke få en sådan dækning og eksponering i Danmark som Westergaards. Nej, det er ikke »samfundets skyld«, at unge med indvandrerbaggrund brænder skoler af, men alle disse ovenstående faktorer er utvivlsomt dele af årsagskomplekset. Selvfølgelig er det ikke et langt ræsonnement, der ligger bag, når børn og unge går amok, men akkumuleringen af årelang irritation og frustration over konstant at blive erklæret som uønskede tabere og terroraspiranter blandet med alskens personlige og sociale problemstillinger, der eksploderer. Og så selvfølgelig en række medløbere. Den første gnist var ifølge unge på Nørrebro et tilfælde af politivold, den næste gnist var mediernes kollektive reaktion på de formodede mordplaner, der udartede sig i en kanonisering af en propagandakarikatur og udvisningen af to tunesere uden rettergang. Leif Randeris, der står bag Indvandrerrådgivningen i Århus, lægger her sagerne sammen: