Anders Fogh Rasmussen: »Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.« (Politiken, 9.11.2003). »Skaan os, Plovmand, lad os staa! / I min Busk en Hare laa!« siger sivet i Jeppe Aakjærs digt, men landbrugets plovmand er i dag blevet til en sprøjtemand og skåner ikke ret meget. Det danske landbrug råder over 2/3 af Danmark, hvor sprøjtegifte og kvælstof forpester dyr og planter, og når flere og flere danske plante- og dyrearter er truet, skyldes det blandt andet landbruget. Danmarks Miljøundersøgelser har siden 2003 gennemgået 9.494 plante- og dyrearter og har for nylig færdiggjort opdateringen af Den danske Rødliste, der registrerer truede dyr og planter. 2.461 arter har man ikke kunnet vurdere, fordi der ikke er tale om oprindelige danske arter, eller fordi datagrundlaget har været for ringe, men af de øvrige arter vurderes 287 at være helt forsvundet, mens 1.835 arter er truet i større eller mindre grad. Med andre ord er over en fjerdedel af samtlige vurderede arter i Danmark truet. F.eks. Egebladsspinderen, en kobberbrun sommerfugl, der godt kan ligne et flyvende egeblad – kender du den? Jeg gjorde ikke. Jeg har kun set den på et foto. Og sandsynligheden for, at du eller jeg nogen sinde kommer til at se den andre steder i Danmark end på et foto, nærmer sig nul. Egebladsspinderen er nemlig vurderet som 'kritisk truet', idet den nu kun har én eneste lokalitet tilbage i Danmark: Frøslev Mose. Måske hører du ikke til dem, der begræder Egebladsspinderens snarlige uddøen i den danske natur, men også dyr, der er kendt af hvert et barn, kan blive en saga blot herhjemme. I 2008 konstaterede Dansk Ornitologisk Forening, at storken var at betragte som uddød i Danmark, men på rødlisten i 2010 figurerer den endnu som 'kritisk truet' ligesom bl.a. hjejlen og fiskeørnen. Men tænk engang – storken! Var det ikke engang omtrent det danskeste dyr overhovedet? Digterne har i hvert fald hyldet den, bl.a. Oehlenschläger, Ingemann, Aarestrup, Grundtvig, H.C. Andersen, Bergsøe, Aakjær og mange flere. »Hør, Du gamle Stork, der stalker / Gravitetisk om i Mosen,« digter Bergsøe – men det er en nu blevet et fjernt eventyr. Og hvem fatter længere, hvad Aarestrup fabler om, når han beskriver denne efterhånden ukendte og eksotiske fugl: »En Stork med sine røde Hoser / Og med sit lange Sladdernæb – ?« Eller Ingemann, når han i »Børnenes Sang til Storken« spørger: