Filminstruktøren Spike Lee, der bl.a. har instureret mesterværket Malcolm X (1992), har kritiseret sin kollega, Clint Eastwood for at udelade sorte skuespillere i sine to film, Flags of our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). I Spike Lees ord synes at gemme sig en uudtalt antydning af et racistisk træk fra Clint Eastwoods side, og den gamle Dirty Harry har da også snerret tilbage som en rusten seksløber, at Lee skulle shut his face. Lee har naturligt nok reageret kontant på Eastwoods skud: »For det første er manden ikke min far, og vi befinder os ikke på en plantage.« Til den mere saglige del af Eastwoods indvendinger mod Lees kritik hører imidlertid, at der ikke var farvede soldater blandt de amerikanere, som rejste det amerikanske flag på Iwo Jima og blev motivet for Rosenthals verdensberømte foto, hvorfor det ville være noget besynderligt at fokusere på afroamerikanske soldater i denne sammenhæng. Det fortæller dog noget om amerikansk kultur, at der er så hårfin margin for, hvad man accepterer i forhold til ikke blot at nedgøre, men også undlade at respektere et befolkningsmindretal, at det, der dybest set er en temmelig uvæsentlig petitesse, blusser op på denne måde - og selv om Eastwood forfalder til bodega-eder, føler han sig dog også forpligtet til at retfærdiggøre sin udeladelse af sorte skuespillere. Imidlertid var der afroamerikanske soldater i slaget ved Iwo Jima, selv om man ikke ser det i Eastwoods film, og den britiske avis The Guardian har endvidere gravet frem, at det var en afroamerikansk soldat, Thomas McPhatter, som bar det rør, der blev anvendt ved flaghejsningen på Iwo Jima. Ikke desto mindre kan der vel næppe herske tvivl om, at det er Spike Lee, som er ude på overdrevet her. Havde der været tale om en film, hvor betydningen af sorte og hvide soldater var tematiseret, eller som omhandlede en historisk begivenhed, hvor det var essentielt at fokusere på afroamerikaneres rolle, var sagen selvsagt en helt anden. Men Eastwood har jo ret i, at dette ikke er tilfældet her - Lees kritik er i periferien af periferien. Så meget desto mere overdrevet forekommer den, når man samtidig betænker, at især Letters from Iwo Jima - udover at være en fremragende film i sig selv - faktisk foretager det vanskelige greb at se slaget fra de amerikanske fjenders side på smukkeste vis. Her er med andre ord en film, som rækker langt udover megen gensidig dæmonisering i diverse konfliktscenarier verden over. Endvidere har Eastwood trods alt bl.a. instrueret filmen Bird (1988) om den sorte jazzmusiker Charlie Parker og True Crime (1999) om en hvid journalists bestræbelser på at bevise en dødsdømt afroamerikaners uskyld. At den gamle instruktør tager sig det temmelig nært at blive beskyldt for at gemme afroamerikaneres problemer og deres betydning for USA af vejen, er ikke helt uforståeligt. Det er dog ikke ualmindeligt, at (repræsentanter for) minoritetsgrupper i USA overreagerer, når det drejer sig om filmindustriens virkelighedsportrættering af etniske minoriteter - om end der i flere tilfælde afgjort også kan være grund til kritikken. Det bliver imidlertid ofte glemt i kritikken, at fordomsfuld stereotypisering (desværre) er et generelt problem ved dårlig filmkunst (og dårlig kunst i det hele taget) - men at det til gengæld er et træk, der rammer nogenlunde bredt. Nedenfor en eksemplificering heraf fra min bog, Terrormyten og det amerikanske imperium (2003):