En af de mest absurde - for ikke at sige politisk ladede - presseoverskrifter den forgangne uge, er følgende på en lang række mediers hjemmesider: V, K, DF OG NA: TERRORISTER SKAL IKKE BESTEMME Historien er fra Ritzau og omhandler regeringens og DF's tilslutning til den førte udenrigspolitik, og mere åbenlyst regerings- og DF-loyal kan en overskrift vel næppe skæres. Regeringen er altså imod at lade "terrorister bestemme" (surprise), hvilket i konteksten implicerer følgesætningen: S, SF, R, OG EL: TERRORISTER SKAL BESTEMME Vi er med andre ord ovre i platitudernes retorik, som trives i en række debatfora på internettet, men savner et minimum af journalistisk redelighed som journalistisk vinkling. Det er helt på linje med den regeringspromoverende præsentation af den førte udenrigspolitik, som vi igen og igen ser omtalt som "Danmarks aktivistiske udenrigspolitik" eller ligefrem "Danmarks høje udenrigspolitiske cigarføring" - hvor den helt neutralt kun kan sammenfattes som "Danmarks militaristiske udenrigspolitik", for det, der kendetegner denne i højere grad end nogen tidligere regering i det 20. århundrede, er aktiv krigsdeltagelse. Den kurs kan man så være enig i eller ej, men at kalde den "aktivistisk" frem for "militaristisk" er en ren eufemisme. Og så er den seneste uges udenrigspolitiske strid i Danmark nærmest affødt af Margrethe Vestagers kritik af den udenrigspolitiske kurs oven på terrorbomben mod den danske ambassade i Islamabad, som kulminerede i statsministerens opbakning til skatteministerens angreb på De Radikale, fordi Venstre var ved at besvime, da udenrigsminister Per Stig Møller kom til at fremstå en anelse imødekommende over for De Radikales bredere forståelse for kompleksiteten i de mange udenrigspolitiske problemstillinger. En stor sejr for Vestagers politiske integritet og hendes partis evne til at sætte en konstruktiv oppositionsagenda. Imens har begge fløje i mediernes pseudo-objektive kommentator-præsteskab (læs: den Thorning-Schmidt-venlige og den regeringsloyale fløj), som sjældent kan antage andre standpunkter eller levere andre analyser end dem, tidsånden skærer ud i pap, ikke megen venlighed til overs for Vestager. Det betragtes som et svaghedstegn frem for en styrke, at hun i et vigtigt politisk slagsmål ikke blot ophidser regeringen, men også i nogen grad lægges på is af S og SF - at hun bliver åbenlyst beklikket og bevidst misforstået ignoreres frem for at blive gjort til en vigtig pointe, og at hendes generelle troværdighed langt overgår flertallet af hendes kolleger blandt partilederne, negligeres i de 'objektive' vurderinger, som altid placerer sig lunt i det snævre mellemrum mellem Fogh og Thorning-Schmidt. Dommen er klar: Vestager vil "samarbejdspolitik" med totalitære kræfter, som f.eks. Pittelkow skarpsindigt antyder, ikke sandt? Vestager kæmper tilsyneladende en hård kamp for, at terroristerne skal bestemme over Danmark, men Gud-ske-tak-og-lov har vi regeringen og Dansk Folkeparti, som heroisk forhindrer os i at blive besat af islamistiske tropper, og - nåja, ét parti mere - overflødighedspartiet Ny Alliance med sloganet "nok er aldrig nok". Margrethe Vestager har imidlertid presset regeringen og DF så meget, at man var nødt til at stive selvtilliden af ved et vedtage en tillidserklæring til sin egen udenrigspolitik - meget mere pinligt og defensivt bliver det ikke. De vilde udfald mod Vestager og de moraliserende lektioner taler deres eget sprog - hun har fat i substansen, og dét bryder man sig ikke om. Derfor beskyldes hun i stedet for at have gjort sig skyldig i noget meget forargeligt - at diskutere udenrigspolitik under en udenrigspolitisk krise ... Dét kan man ikke. Det må man ikke. Basta. Men Danmark har været i en permanent udenrigspolitisk krise siden Irak-krigen, som regeringen trak landet ind i på et løgnagtigt grundlag, og så længe der er danske tropper engageret i militære operationer, er der ikke alene danske soldater, der såres og dræbes, der er også en terrorrisiko som øges - så tilsiger denne politiske 'logik' ikke i realiteten, at man overhovedet ikke kan diskutere dansk udenrigspolitik uden at være "u-dansk", "gå fjendens sag" og lade "terroristerne bestemme"? Regeringen har i alle tilfælde anstrengt sig ekstraordinært meget for at kvæle en debat og afspore fokus fra dræbte danske soldater, løgnene om Irak, torturskandalerne, karikaturkriserne, den ikke-eksisterende klimapolitik og en generelt militaristisk udenrigspolitik, der består i ukritisk leflen for USA's værste præsident i umindelige tider, og som blot stimulerer terrorens motivation og fodrer Osama bin Laden & Co.s propaganda.