Flere og flere politikere vil gerne forringe førtidspensionen og ændre den livsvarige ydelse til en midlertidig ydelse. Senest er det psykisk syge i alderen 18-19 og 30-39 år, som en række politikere er bekymret for - altså ikke bekymret for deres psykiske helbred, men for at de af denne grund kan få tildelt førtidspension. Siden 2001 har der været en stigning i tildelingen af førtidspension som følge af psykiske lidelser på 33 procent, og den har hovedsagligt fundet sted i disse aldersgrupper på grund af depression, angst- og stress-relaterede lidelser (jf. Jyllands-Posten, 24.8.2008). De færreste er vist klar over, hvilket bureaukratisk og ofte årelangt helvede af patroniserende kontrol og mistænksomhed, som i krydsforhør efter krydsforhør risikerer at være udsigten for et plaget menneske, der trækkes gennem det forløb, der måske kan lede til førtidspension - sådan som det allerede er i dag. Vi har indrettet store dele af arbejdsmarkedet og 'arbejdskulturen' på en måde, der bestemt ikke gavner mennesker med psykiske lidelser, og så er det naturligvis på sin plads, at de hårdest ramte kan eksistere uden for arbejdsmarkedet frem for at intensivere det i forvejen overdrevne bureaukratiske pres med trusler om at fratage førtidspensionen. Derfor er De Radikales forslag om at gøre de første tre års førtidspension til en midlertidig rehabiliteringsydelse en risikabel vej at gå. Og bemærk hvordan forslaget til denne forringelse af den eksisterende sikkerhed af flere politikere og medier indirekte præsenteres som en hjælp, der skal gavne de psykisk syge - det handler som altid om at erobre sproget og iscenesætte begreberne, og derfor fremtrylles atter og atter ordet parkering. Venstres Jens Vibjerg, der mener, at førtidspensioner skal være midlertidige og genvurderes med års mellemrum, siger således: »Som det er i dag, trækker systemet sig tilbage, når der først er udstedt førtidspension. Derfor bør førtidspension til eksempelvis folk under 40 år som udgangspunkt være midlertidig. Naturligvis kan der være undtagelser for unge mennesker, der er svært fysisk eller psykisk handicappede, men det er helt forkert, at vi parkerer så mange unge mennesker på en livsvarig ydelse.« (Jyllands-Posten, 24.8.2008). Det handler altså om at redde førtidspensionister fra at blive parkeret - passivt parkeret, som det også gerne udtrykkes - som om en førtidspensionist rulles ind i en boks og spændes fast som en viljes- og aktivitetsløs dukke? Som nævnt er sandheden imidlertid snarere den, at det allerede i dag er så vanskeligt og psykisk belastende overhovedet at få tilkendt førtidspension, at mange mennesker går ned under processen og kun får det endnu værre. I stedet for at forværre denne proces yderligere, bør den afbureaukratiseres. Så kan man naturligvis meget gerne regelmæssigt give førtidspensionisten tilbud om at vende helt eller delvist tilbage til arbejdsmarkedet - men udsigten til, at der hænger yderligere rigide bureaukratiske tvangsmekanismer over hovedet på én, gavner ingen af de berørte, hvorimod friheden for ethvert sådant pres faktisk kan gå hen og være en medvirkende normaliseringsproces. Derfor er jeg helt enig med Dansk Folkepartis socialordfører, Christian H. Hansen, der afviser forringelser: "Jeg synes umiddelbart, det lyder, som om de Radikale stresser de syge og driver lidt klapjagt på førtidspensionisterne. Og det bryder jeg mig ikke om." (Ritzau, 19.8.2008). De berørtes egne talerør bør således veje meget tungt i dette spørgsmål, og både handicaporganisationerne og Landsforeningen for Førtidspensionister vender sig mod stramninger. Formanden for sidstnævnte, Carl Erik Nielsen, udtaler til JP: »Vi er i hvert fald imod tvungen genvurdering. Bevisbyrden ligger i forvejen hos borgeren, og vi ser ofte, at folk går helt ned med flaget på grund af en langsom sagsbehandling.« Det sidste er ingen overdrivelse.