Hvem, der har skylden for de mange dræbte og sårede palæstinensere under de borgerkrigslignende tilstande i Gaza den seneste tid, er oplagt: Det har naturligvis Fatah og Hamas, der har bekriget hinanden, samt de allermest radikale islamistiske grupperinger, der har udnyttet situationen til brutale angreb mod civile, forretninger og internetcafeer. Som landekoordinator for Mellemøsten i Folkekirkens Nødhjælp, Malene Sønderskov beretter til Jyllands-Posten:»Det er ikke Hamas, der står bag dette. Faktisk minder Hamas om Kristeligt Folkeparti ved siden af de grupper, der udfører disse aktioner. Men generelt er indbyggernes billede af Hamas også ændret. Tidligere blev de anset som frihedskæmpere. Nu er der mange, der betragter dem som simple mafiabander.« (JP, 16.6.2007). Hverken Israel eller USA er selvsagt skyld i dette blodig kaos. Den organisation og de individer, der beordrer sine militser til at trykke på aftrækkeren, kaste modstandere ud fra højhuse eller bombe boghandler og internetcafeer, bærer 100 procent skylden for sine konkrete gerninger. Men ét er skyld, noget andet årsagsfaktorer og medansvar for, at konflikterne har udviklet sig til endnu et blodigt og tragisk kapitel i hårdtplagede palæstinenseres trøstesløse historie. Ikke mindst Israel og USA bærer en kolossal del af medansvaret for, at Gaza er endt i noget, der i skræmmende grad ligner eller allerede er borgerkrig, for det er først og fremmest israelske og amerikanske politiske og økonomiske dispositioner, der har kastet de palæstinensiske områder ud i den trøstesløse situation, de er endt i. Apartheid-forhold, bosætterbevægelsens erobringsstrategi og den fuldkommen groteske decimering af palæstinensiske områder siden 1967, der er en følge heraf, er et direkte resultat af amerikansk og israelsk politik. Fatahs historiske totalitære tendenser, korruption og nepotisme er ingenlunde undskyldt af den grund, lige så lidt som Hamas’ blodige generalieblad – men hvor forkasteligt denne del af historien også er, er det ikke dem, der har decimeret palæstinensernes områder – og langtfra alene dem, der har brutaliseret de almindelige palæstinenseres tilværelse og forlist deres fremtidsudsigter og dagligdag. Det er især amerikansk og israelsk politik i uskøn forening. Om USA insisterede med utvetydigt eftertryk på, at i det mindste de besatte områder fra 1967 helt og udelt skulle gøres til en sammenhængende palæstinensisk stat uden skyggen af israelske bosætteres gradvise atomisering heraf, var grobunden for radikaliseringen af palæstinensiske grupperinger selvsagt også minimeret i betydelig grad. I stedet er det i årevis gået slag i slag i den modsatte retning. At Hamas vandt valget til Palæstinas lovgivende forsamling i 2006 var naturligvis også en konsekvens af Arafats mangeårige korrupte styre, men i stedet for at acceptere et valgresultat og i det mindste standse radikaliseringsprocessen derfra har amerikansk og israelsk pres i yderligere grad været ensidigt vendt mod palæstinenserne. Michael Irving Jensen udtrykker det klart i dagbladet Information: »Fra Vestens side har man sat sig i den værst tænkelige position ved ikke at række en hånd ud over for Hamas politiske styre, [og Irving pointerer, at det drejer sig om at tæmme de mere radikale kræfter for at holde en løsning for Israel-Palæstina-konflikten på sporet]. Alle med kendskab til situationen i Palæstina ved, at Hamas over de seneste år har bevæget sig med ekspresfart mod en langt mere forsonende kurs over for Israel.« (Information, 16.6.2007). Nu står man så dér, midt i kaosset. Hamas har overtaget Gazastriben, og det næppe muligt at undgå at tage dette faktum ad notam, behandle Hamas som de facto-regering i området og begynde en normaliseringsproces, der måske kan redde lidt af resterne af den kurs, som Michael Irving Jensen påpeger.