Det har været kendt længe, at Taleban er sejrherren i Afghanistan til trods for, at de bekriges af verdens mest magtfulde militære supermagt. Fremtrædende modstandere af krigen har længe argumenteret for at trække de danske soldater ud, fordi den militære tilstedeværelse er spild af både danske og afghanske menneskeliv uden andet end få, små og midlertidige positive resultater, som ikke kan opveje de utallige tragedier, som krigen medfører. Og krigen styrker Taleban i et land, der efterhånden er mere ødelagt og træt af krigen end af Talebans regime, hvorfor det i alle tilfælde er kontraproduktivt at fortsætte. Forhandlinger med Taleban bliver nødvendige, dels i bestræbelserne på at de tidligere totalitære rædsler kan minimeres (det er det eneste, man realistisk kan håbe på), dels ud fra erfaringerne af at radikaliserede grupperinger kan afradikaliseres en smule af dialog. At Carsten Jensen, Holger K. Nielsen, Frank Aaen og Poul Villaume både konstaterer, at det er nødvendigt at trække sig ud af Afghanistan, men at det militære nederlag på ingen måde bliver nogen lykkelig ende på krigen og konflikten, fremgår af en historie fra dagbladet Information, der også er ude via Ritzau. Der er tale om glimrende og informative interview, men det fortegner sagen, at alene krigsmodstandere skal eksplicitere de triste konsekvenser af en fejlslagen krig og de mørke fremtidsudsigter, som jo heller ingen krigstilhængere kan løbe fra - og som i øvrigt ikke er mere 'fremtidsudsigter', end at de allerede er en voksende realitet med Talebans aktuelt tiltagende styrke og magt, som krigens fortsættelse kun forstærker og forværrer. Sandheden er imidlertid, at senest i 2008 erkendte selv militærfolk og politikere blandt krigsfortalerne (herunder daværende udenrigsminister Per Stig Møller), at det var umuligt at komme udenom forhandlinger med Taleban - dette var "alment accepteret", hed det f.eks. i en leder i Berlingske Tidende i oktober 2008. Men for ikke at tabe ansigt efter at have ført en udsigtsløs krig, der havde stukket offentligheden blår i øjnene med løfterne om at nedkæmpe Taleban, indføre demokrati og menneskerettigheder og sikre kvindernes ligestilling, opstillede Per Stig Møller ganske vist netop sådanne urealistiske og luftige ligestillings- og rettighedskrav til talebanerne, men det var selvfølgelig tom retorik for at skjule omfanget af kapitulationen i den hjemlige debat. Forhandling er afgjort nødvendig for at afbøde de allerværste konsekvenser af Taleban, det samme er erkendelsen af, at ikke alle talebanere trods alt er 'lige ekstreme' - men man kan ikke sminke et eklatant nederlag og en fejlslagen politik ved fortsat at påstå det umulige og bilde folk ind, at Taleban kan aftalebaniseres 100 procent. I slutningen af 1990'erne skænkede USA og Vesten i øvrigt heller ikke kvindernes ligestilling eller menneskerettighederne megen omtanke, idet man i fuld vished om Talebans totalitære karakter betragtede bevægelsen som et bekvemt sunnimuslimsk modspil til Iran (der skæbneironisk var de første til at rette en voldsom kritik af Talebans kvindeundertrykkelse). Desuden forventedes det, at talebanerne kunne sikre vestlige olieinteresser, hvorfor det var acceptabelt, at Afghanistan nok ville ende i retning af noget, der mindede om Saudi Arabien. Først med Osama bin Ladens entré i Afghanistan ændrede USA for alvor politik, og siden har det været kutyme at påstå, at krigen var nødvendig for at redde Afghanistans kvinder og beskytte os selv imod terror. Begge dele er i bedste fald selvindbildsk. Jo, som ofte fremhævet er millioner af afghanske piger kommet i skole, og gid det var endnu flere, gid Vesten havde ofret tilstrækkelige summer på at genopbygge landet, gid vestlige soldater havde dræbt færre civile og så videre - men det er ikke tilfældet. Og de afghanske skolepiger har bestemt ikke megen ligestilling at se frem til. Men frontlinjen i kampen mod terror skal ikke trækkes på slagmarken i Afghanistan. Den kamp kan aldrig nogen sinde vindes militært, og al Qaeda & Co. har ikke vanskeligt ved at operere i adskillige andre lande - trøsten er, at deres held med at gennemføre terroraktioner i Vesten er forsvindende lille, selv om frygten og truslen piskes op i astronomisk størrelsesorden af politiske kræfter, som misbruger den i deres rettighedsundergravende antimuslimske generaliseringsagenda. Også af disse grunde burde der fokuseres mere på, at der intet odiøst er i krigsmodstandernes konstatering af, at tragedien desværre allerede er en realitet, og at en modbydelig totalitær bevægelse med stor sandsynlighed er på vej til at spille en endnu mere fremtrædende rolle og få endnu mere magt efter de vestlige soldaters exit. Carsten Jensen og de øvrige har bare anstændigheden og realismen til at eksplicitere det uundgåelige, hvor Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller & Co., som har solgt krigen under gyldne idealer og urealistiske løfter går stille med dørene - skønt ansvaret for at trække pinen ud og dermed forværre tragedien er og bliver deres. APROPOS > Kan forhandlinger aftalebanisere Taleban?