Som omtalt for nylig blev Lars Hedegaard frikendt for overtrædelse af Straffelovens § 266 b (anti-propagandaparagraffen) - ikke fordi hans udtalelser om muslimer ikke var mere end rigeligt dæmoniserende til at være omfattet af paragraffen, men fordi han overbeviste retten om, at de blev offentliggjort imod hans vidende. At udtalelserne overtræder paragraffens ordlyd, kan man konstatere ganske nøgternt, uanset om man finder paragraffen berettiget eller ej. Spørgsmålet om dens eksistens er en diskussion for sig - men det er i alle tilfælde klart, at hvor der eksisterer en lov, skal der også dømmes i overensstemmelse hermed. Og Hedegaard gik altså kun fri, fordi retten vurderede, at udtalelserne blev spredt for offentligheden imod hans vidende. Jeg har tidligere betvivlet det sandsynlige ved denne forklaring, al den stund at vi ikke hørte noget til Hedegaards protester, umiddelbart efter at interviewet blev offentliggjort og førte til en voldsom debat - men jeg erkendte også, at det trods alt ikke var hævet over enhver tvivl, at han var indforstået med offentliggørelsen, hvorfor frifindelsen var på sin plads. Nu har den islamkritiske blogger Asger Trier Engberg (som stod for interviewet) imidlertid offentliggjort sin aftale med Hedegaard, der tyder på, at Trykkefrihedsselskabets formand har været fuldt ud klar over betingelser og formål hermed, og at han åbenbart på intet tidspunkt bad om at få interviewet til gennemsyn før offentliggørelsen. Engberg føler nemlig, at hans egen troværdighed står på spil, eftersom han er havnet med Sorte Per som den, der er 'skyld' i, at Hedegaard kom i fedtefadet. På P77.dk citeres han bl.a. for følgende redegørelse, hvor han spiller Sorte Per tilbage til Hedegaard selv: