Jeg synes ikke, at pressen skal tage på magthaverne med fløjlshandsker, og jeg mener i særdeleshed, at pressen skal være særlig på vagt over for magtmisbrug og magthykleri. Selvfølgelig er det altafgørende, at ord og handling stemmer overens blandt landets lovgivere, og at de følger de spilleregler, de lægger ned over befolkningen i øvrigt - men selvfølgelig skal man også altid tage højde for proportionerne og perspektiveringen. Medierne har i årevis afsløret rod i privatøkonomien hos Henriette Kjær og hendes samlever, den tidligere konservative pressechef, Erik Skov Pedersen, men de seneste måneder har først og fremmest B.T. endevendt yderligere detaljer og afsløret, at det i realiteternes verden har stået endnu værre til end antaget. Kjær har åbenbart flere domme for ikke at betale regninger, og Skov Pedersen er nu sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for 6,1 millioner kr. Ikke just i småtingsafdelingen. Som følge af afsløringerne er Henriette Kjær derfor trådt tilbage fra posterne som politisk ordfører og formand for De Konservatives folketingsgruppe, og hun har bekendtgjordt, at hun heller ikke genopstiller til Folketinget til næste valg. Man kan som nævnt ikke påstå, at det er petittesser, der er kommet frem, og som central magthavere i et regeringsparti, der har meget travlt med at love milliardskattelettelser til den mest velhavende del af befolkningen og skære i dagpenge og efterløn med det argument, at de offentlige budgetter skal hænge sammen, er Kjærs ageren en ret oplagt pressehistorie. Men nu er hun de facto ude af politik, hendes mand er varetægtsfængslet, parrets relationer til hans mor er sprængt itu, og den økonomiske ruin har åbenbaret et sandt krater under dem. De er mærket for livet. Når B.T. alligevel fortsætter den massive klapjagt på Kjær og hendes samlever (og sågar deres familiemedlemmer), er det kun ådselsgribbens fornøjelse ved at pille den sidste kødtrevl af skelettet, der bliver udstillet. Det er ganske enkelt infamt: