At tænke sig – kommentatorkorpset er ved at besvime, fordi en SF-formandskandidat lufter tanken om at gøre lidt mere for dagpengemodtagerne ... Der findes ingen neutrale kommentatorer, men der findes kommentatorer, som af medierne ISCENESÆTTES som sådanne. En kreds af kommentatorer med altovervejende partipolitisk baggrund i blå blok (eller i enkelte tilfælde tidligere Thorning-Schmidt-støtter) bruges af store dele af pressen som 'neutrale' orakler, der fælder upartiske domme. Men det gør de selvfølgelig ikke. Alle er farvet af deres ståsted, og alle perspektiver, vurderinger og analyser bør derfor mødes med kritiske modspørgsmål i stedet for de mikrofonholder-orakel-interview, som TV2, DR og en række medier benytter sig af, så snart visse kommentatorer 'analyserer' for rullende kameraer og ukritisk mikrofon. Da Villy Søvndal tordnede frem for nogle år siden, skyldes det ikke mindst et enigt rygklapper-kor af kommentatorer fra blå blok, der fandt det uhyre 'analytisk rigtigt', at han pludselig drejede SF over i blå bloks værdipolitiske retning. Al denne skamros skabte naturligvis et momentum for partiet, men man glemte lige en vigtig faktor: SF's bagland. I længden kunne mange SF'ere jo konstatere ved selvsyn, at Søvndal og hans allierede Krag, Möger & Sohn blev så medrevet af deres umiddelbare medvind og den efterfølgende vælgergunst, at de var lidt for kvikke til at centralisere parti-magten i hænderne på 'vennerne'. I virkeligheden var de støt i stigende grad høvdinge uden indianere. Og som det også gik op for SF-vælgere, at de nye nøgne kejseres forhold til SF's program og politik var lige så flygtigt som meningsmålingernes gunst, satte metaltrætheden ind, og vælgerflugten tog fart. Det har hverken Søvndal eller Möger lært noget af. De vil sikre deres egen magtbastion frem for at sikre en brobygning mellem fløjene i SF. De skulle selvfølgelig have stillet en samlende kandidat op som formandskandidat, men valgte i stedet at fortsætte den kurs, der har splittet SF fatalt gennem de foregående år. Ingen personificerer denne ensidige og splittende ledelseskurs mere end Möger & Krag og Søvndal & Sohn.
Alligevel blev alt gjort bag kulisserne for at forhindre en 'grøn' kandidat, så Krag kunne få så meget 'lånt' styrke som muligt. Uden Ida Auken-fløjen ville Krag i alle tilfælde være ydmyget af banen – så megen selverkendelse havde man dog i ledelsen. Og nu skal de kandidater, der blev overtalt til at trække sig for-et-eller-andet, inden Krag turde melde sig selv på banen, naturligvis ud og bakke Krag op. Efter drejebogen. Og SF-toppen får så det kampvalg, de påstod, at de ønskede, fordi de troede, at de bare kunne sove sejren hjem. Men hvad sker der så? Trods al iscenesættelseskunsten rammer drejebogen Søvndal & Co. lige i nakken som en boomerang. Annette Vilhelmsen står simpelthen uventet stærkt i baglandet – og Krag ligefrem chokerende svagt. Så er der kun ét træk tilbage for den nuværende ledelse: Skræmmebilledet. Derfor skal 'outsideren' Vilhelmsen trynes og jordes. Koste hvad det vil. Dertil er Krag & Möger ekstra heldigt stillede, fordi en række kommentatorer straks spiller med på melodien. Det er pludselig blevet et nationalt anliggende, at Vilhelmsen vil profilere SF skarpere, og ikke et spørgsmål, der kan overlades til SF's medlemmer. Nej, alle skal vide, at hele regeringen vakler, at Thorning-Schmidt er ved at skide i bukserner af angst, og at Vilhelmsen sætter regeringssamarbejdet over styr. Babu babu – regeringen vælter. Hvorfor? Fordi en SF'er insisterer på fremadrettet at gøre mere for dagpengemodtagere. Gisp! Der er ét ord for denne skræmmekampagne: Vrøvl. Vilhelmsen har på intet tidspunkt givet udtryk for, at hun ønsker SF ud af regeringen. Selvfølgelig kan hun udmærket melde ud, at der skal gøres noget mere for dagpengemodtagerne – det flugter såmænd bare den politik, SF er gået til valg på. Selvfølgelig kan hun udmærket profilere SF's mærkesager bedre og fremadrettet stå på en skarpere humanistisk værdipolitisk og mere solidarisk profil end Søvndal. Men lige så selvfølgeligt har Søvndal (der i chok er spurtet fra sit alfaderlige løfte om at holde sig i baggrunden) en interesse i nu at fare ud sammen med Ole Sohn i totalpanik, fordi der er en chance for, at SF's bagland og medlemmer har en selvstændig mening, han ikke kan diktere.
