For nylig vakte det en del opmærksomhed, da Bjarne Corydon med eftertryk afviste, at Socialdemokraterne skulle være venstreorienteret: »Det er afgjort forkert at forstå socialdemokraterne som et venstrefløjsparti«. (Ræson Kompakt nr. 1). I det mindste var han ærlig. Hans chef, Helle Thorning-Schmidt, har ikke kunnet undgå at se, hvilken kritik det har vakt i egne rækker, og så er det jo bare om at sige det modsatte: »Jeg ser sådan på det, at vi har hjertet til venstre for midten, og det har jeg selv sagt mange gange«. (Dr.dk, 11.3.2013). Egentlig er hun »uinteresseret« i diskussionen, hvilket man godt forstår - for hvis noget er interessant, er det selvsagt den politik, partiet fører, ikke hvad man kalder den. Men man skal imidlertid være ualmindelig blåøjet (med tryk på blå) for at påstå, at Socialdemokraterne under Thorning-Schmidts lederskab samlet set kan placeres så meget som en lyserød nanometer til venstre for midten.
LÆS MERECorydon og Thorning kupper Socialdemokratiet Lars Løkke Rasmussen havde aldrig kunnet gennemføre Thorning-Schmidts reformer (et nysprogligt ord for nedskæringer med social slagside) og tilmed lette selskabsskatten i en tid, hvor store virksomheder har tordnende milliardoverskud. Et træk, som Ritt Bjerregaard har kaldt »absurd«, idet hun om Thorning-Schmidts politik fastslår: »Den ligger generelt set og på en række afgørende punkter til højre for en Løkke-regering«. (Ritzau, 2.3.2013). Thorning-Schmidt er imidlertid bedre til at tale udenom end Corydon - eller det vil sige, 'bedre' er hun ikke - VANT til, er nok mere præcist.



























