Helle Thorning-Schmidt bliver i øjeblikket angrebet fra flere fronter; ministre, folketingspolitikere og bagland ser skeptisk på hendes styring. Og de lader forstå, at det er hendes ledelsesstil, den er gal med. Det rejser spørgsmålet: Hvordan går Thorning egentlig til sin opgave som statsleder? De seneste to statsministre havde deres egen tilgang, som de yndede at kolportere. Anders Fogh Rasmussen var direktøren for Danmark A/S. Han udtænkte den strategiske linje bag lukkede døre, hvorefter han lagde hele sin vægt ind på at gennemføre planerne. Alle andre måtte rette ind. Det var management by fear. Lars Løkke Rasmussen gik i den modsatte retning og lod døren til sit kontor stå åben, mens han over for omverdenen gjorde en dyd ud af at bede om input. Han gik ofte efter at få flere øjne på en sag ved at inddrage partispidser og sågar vælgere. Det var management by inclusion. Thorning er en helt tredje variant ifølge centrale S-kilder. Hun lader sig informere af en lille håndfuld mennesker; så danner hun sig en vurdering; og dernæst bliver ministre eller folketingsmedlemmer orienteret om chefens syn på sagen. I et hektisk tempo hopper hun fra tue til tue og leverer hurtig handling. Det er management on the run.
LÆS MERETrods flere arbejdsløse: Thorning og Co. fastholder stram kurs
