Blandt de mange politiske slagsmål, der bølger frem og tilbage, er den igangværende kamp mod 'kvinders favorisering' vel den mest overflødige og derfor måske også mest forbløffende debat. Det er, som om rader af politikere og debattører har glemt, hvordan kvinder i årtusinder ofte har været patroniseret, ringeagtet og undertrykt (i vekslende grad i forskellige kulturer). Så blot efter nogle få generationers hårdt tilkæmpede rettigheder, er der allerede en række alarmistiske røster, der skaber luftkasteller om 'ukvalificerede' kvinders trussel mod de stakkels mænd. Et af de seneste skud på den stamme serverer idræts- og kønsforsker Hans Bonde, der mener, at kvinder hjælpes til tops i erhvervslivet som 'svagelige' væsner, ikke fordi de fortjener det eller er dygtigere end deres mandlige konkurrenter, men slet og ret fordi de kan spille 'kvindekortet'.
Og dog - »seneste« er det jo ikke, for det er blot gentagelsen af en udslidt plade i medierne fra de senere år. I en debat med forfatteren Jette Hansen i Information ( 19.4.2013) advarer Bonde imod »guldskørter« - kvinder uden de fornødne kvalifikationer, som »sidder på et væld af bestyrelsesposter« i Norge. Det betyder »faldende indtjening«, hævder han, fordi kvinder kommer til tops i klumper og som »metervare« - i modsætning til mænd, der åbenbart altid vurderes nøgternt og individuelt på deres kvalifikationer. Jette Hansen anholder med rette denne enøjede forestilling: »Det er også underligt, at der aldrig var tale om, at mænd blev ’taget ind i klumper på grund af deres køn’ for slet ikke at nævne, at de blev gjort til en metervare, da man ændrede optagelseskriterierne til læge- og dyrlægestudiet, så halvdelen nu kom ind som kvote 2 - hvilket udtrykkeligt skulle favorisere mændene, fordi kvinderne udkonkurrerede dem på karaktergennemsnit. Hans Bonde glemmer vist, at de norske bestyrelser forud for kønskvoteringen, ifølge Jan Sverre Asker, administrerende direktør i Finansnæringens Arbeidsgiverforening i Norge, var kendetegnet ved en lang række mænd, der hver især sad med utroligt mange bestyrelsesposter. Asker vurderer, at kvoteringen har gjort norsk erhvervsliv langt mere dynamisk og konkurrencedygtigt.« Bonde gentager imidlertid det omkvæd, som har været antifemismens tilbagevendende salme i en årrække: »Er hun her, fordi hun var den dygtigste, eller fordi hun er kvinde?« Den, der i ramme alvor anser dette for så væsentligt og reelt et samfundsproblem, at det skal være spydspidsen i vedkommendes debatfront og ligefrem genstand for kronikker og bøger, overser enten 117 reelle samfundsproblemer eller lider under en helt absurd kvindefrygt, der fortegner proportioner i bemærkelsesværdig grad. Og skal vi endelig se på erhvervstoppens sammensætning - er det så virkelig nødvendigt at opfinde problemer med for MANGE kvinder? Hvor ofte må vi ellers ikke spørge os selv om kvalifikationerne og manglen på samme, når vi hører en mandlig topleder (det kunne f.eks. være Asger Aamund) føre sig frem om dette og hint: Mon HAN virkelig blev topleder, fordi han var den dygtigste (Gud bedre det), eller fordi han var den heldigste eller grådigste? Eller måske fordi han simpelthen bare havde det rette netværk? Uanset om vi taler om mænd eller kvinder, er der vel snarere grund til at spørge, hvilke kvaliteter der i almindelighed er udslagsgivende, når en topleder skal findes og ansættes? Når f.eks. en virksomhed som Lego, der har slået deres egne historiske overskudsrekorder 4-5 år i træk med nye milliardoverskud, uden videre fyrer hundredvis af medarbejdere i Danmark, fordi lønudgifterne er mindre i udlandet - hvad er det så for »kvaliteter«, der er fremmet i toppen af virksomheden? Grådighed eller samfundssind? Hvor mange milliarder skal man skovle ind år efter år efter år og så stadig føle behov for at give medarbejdere sparket?
