Krig eller ikke krig, er spørgsmålet, der fylder mange debatter i denne tid, hvor Obama og Putin spiller skak om situationen i Syrien. Og som altid, når krig er i kikkerten, hidkaldes officerer eller eksperter fra det danske forsvar jævnligt til at tage del i debatten eller forklare de måbende tv-seere, hvor Syrien ligger, mens der flyttes rundt på skærmens ikoner for slagskibe, tanks, fly - og kemiske våben-lagre. Et forhold, der tit undrer mig lidt i den forbindelse, er, hvorfor militærfolk altid tager deres uniformer på i tv? Er det bare deres outfit 24-7? Går de også rundt i haven og slår græs i uniform? Hænger tøj op, handler ind i Brugsen og lufter vovsen i uniform? Og hvis de bliver inviteret til middag hos gode venner eller skal til 70-års fødselsdagsfest i familien, dukker de så også op i uniform? Næppe. Men hvorfor så altid uniform på i tv? 'Tæller' militær-analyserne mere, eller 'vejer' argumenterne tungere, fordi de fremføres af en officer i uniform i stedet for en officer i civil? Man ser dog sjældent en håndværker optræde i en tv-debat i sikkerhedssko og beskyttelseshjelm. Eller en præst i præstekjole og en forsker iført hvid kittel. Men løjtnanten, majoren og generalen kan i simpelthen ikke trækkes ind i et tv-studie uden sit arbejdstøj, som om der følger en særlig analyse- og debat-autoritet med uniformen. Det er ikke nok, at der ved interviewets eller debattens begyndelse står et lille skilt på skærmen om, at den og den er dét og dét ved Forsvaret - det er en information, der åbenbart hele tiden skal være iøjnefaldende præsent for seerne. I forvejen er 'uniformeringen' ellers udtalt nok på tv, når den ene politikers talende jakkesæt debatterer med den anden politikers talende jakkesæt, for at blive afbrudt af studieværtens talende jakkesæt, eventuelt med et indslag, hvor en embedsmands talende jakkesæt udtaler et par ord, som en erhvervsmands talende jakkesæt kommenterer ... Okay - det sker, at formen brydes.
I en snæver vending kan man f.eks. være nødsaget til at stille om til Peter Skaarup i en live-transmission fra hans have (han står ligesom altid tv-klar-parat-start, ikk'?) - og så har han måske en kortærmet skjorte på.



























