»Du er heldig, at jeg er i godt humør i dag, ellers var du færdig! Der er ikke plads til perkere i byrådet!« Den slags måtte den socialdemokratiske lokalpolitiker Mustafa Deveci stå model til, fordi han på sin bil havde en streamer, der reklamerede for hans kandidatur i Ballerup ( Avisen.dk, 22.10.2013). Racisten trængte ind i hans bil, truede ham, gennemrodede hans ting, ødelagde valgmateriale og råbte racistiske ytringer mod politikeren.
»Han piller ved min bil, drikker af min sodavand og tager min gps. Jeg var meget bange på det tidspunkt, for jeg tænker, at han kan finde på alt muligt,« forklarer Deveci. Aha - en lokalpolitiker trues og intimideres - nu ser vi vel landspolitikere på stribe stå i kø med pressemeddelelser og i presseinterview efter presseinterview fordømme dette racistiske overgreb, der truer demokratiet?




























