Konspirationsteoretikere, der ser muslimske invasioner og erobringsbølger i alt fra en barnevogn til et hovedtørklæde på en butiksmedarbejder, trives fortsat i antimuslimske parallelsamfund med offentlige udbrud af folk som bl.a. Nicolai Sennels, Lars Hedegaard og Lone Nørgaard. Sidstnævnte er på banen igen i Kristeligt Dagblad med et angreb på Dansk Supermarked, der ifølge Nørgaard åbenbart har lagt sig på knæ for en igangværende erobring af det danske samfund, fordi de vil tillade kvindelige muslimske medarbejdere at bære hovedtørklæde ... Lone Nørgaard, der sidder i Trykkefrihedsselskabets såkaldte rådgivende organ, skriver, at hun hidtil er »sluppet for at få andre menneskers politiske/religiøse præferencer stukket op i næsen i forbindelse med indkøb af vores dagligvarer«.
Nå? Hun har åbenbart aldrig købt ind i et supermarked med kød og grøntsager, produceret af konventionelle industrilandbrug, eller handlet i en butik med tøj produceret af underbetalte tredjeverdens-arbejdere - for her er der vel om noget tale om at få bagvedliggende politiske præferencer »stukket op i næsen«? Nej, den slags politiske præferencer bekymrer ikke Nørgaard.




























