Naturen forarmes med stormskridt, og dog forventer de færreste åbenbart, at naturpakken kommer til at rumme ret megen substans til gavn for naturen. Men man kan jo håbe, at den nuværende regering overrasker lige så naturpolitisk positivt, som den foregående regering overraskede negativt.
Om ikke andet er der håb og forventninger knyttet til skovene, der har været mere forsømte end anden dansk natur i de seneste par århundreder. Det seneste års tid er skovnaturen således langt om længe kommet på den naturpolitiske dagsorden, og det er stærkt tiltrængt.




























